Analytiker hæver det ene øjenbryn: B&O tjener ingen penge trods omsætningsvækst
Det lader til, at danske Bang & Olufsen har et godt øje for, hvilke elektronikprodukter deres kunder vil have.
Det skriver Ritzau.
I regnskabet for tredje kvartal i det forskudte regnskabsår 2021/22 kan Struer-virksomheden præsentere tocifrede vækstrater. Det er syvende kvartal i træk, at det sker.
Selskabet omsatte i december, januar og februar for 775 millioner kroner. Det var 77 millioner mere end i samme kvartal sidste år.
De fine omsætningstal blev opnået på trods af, at der er bøvl med at få leveret de nødvendige komponenter til produktionen. Noget, som formentlig fortsætter de kommende kvartaler.
- I tredje kvartal påvirkede den globale mangel på komponenter både vores omkostninger og produkttilgængeligheden. Vi forventer, at dette fortsætter i et stykke tid.
- Derudover ser vi højere usikkerhed relateret til forbrugerefterspørgsel som følge af højere inflation, Ruslands tragiske invasion af Ukraine og covid-19 nedlukninger i Kina, siger administrerende direktør Kristian Teär.
Selv om omsætningen vokser, følger bundlinjen ikke med i samme grad.
Således opnåede selskabet et resultat før skat på minus 17 millioner kroner.
Ser man på de tre første kvartaler over ét, er der et minus før skat på 26 millioner kroner ud af en omsætning på knap 1,9 milliarder kroner.
Per Hansen, der er investeringsøkonom hos Nordnet, kalder regnskabet "lidt under det forventede" og forudser fortsatte vanskeligheder med at gøre driften rentabel.
- Høje inputomkostninger kommer til at fortsætte ikke kun i det fjerde kvartal, men formentlig og desværre også ind i det første kvartal af næste regnskabsår, lyder hans vurdering.
/ritzau/