Lyd-virksomhed lander første millionoverskud

1 million kroner.
Den jyske lyd-virksomhed Wavell har rundet en stor bundlinje-milepæl i det netop offentliggjorte regnskab, hvor bruttofortjenesten blev mere end tidoblet og bundlinjen gik fra fem til syv cifre.
- Vi lagde en plan for to år siden, hvor vi sporede os ind på, hvilken type lydbrand, vi ville være. Det har folk købt ind på, siger Hjalmar Kærn, der er medstifter og en af tre direktører i virksomheden, som han ejer sammen med Casper Christiansen og Emil Lucas Degn Mortensen.
Regnskabsår | 2024 | 2023 |
Valuta | mio. DKK | mio. DKK |
Bruttofortjeneste | 1,9 | 0,1 |
Resultat af primær drift | 1,3 | 0,1 |
Resultat før skat | 1,2 | 0,02 |
Årets resultat | 1,0 | 0,02 |
Balancestatus | 3,4 | 1,6 |
Egenkapital | 0,9 | -0,2 |
Kilde: CVR |
Planen har i grove træk indebåret at styrke sin identitet som et skandinavisk lydbrand gennem produktdesignet kombineret med god lyd til rimelige priser.
Electronic Supply skrev for tre år siden om Wavell, da virksomheden havde været i Løvens Hule og i den forbindelse fået en investering fra Jan Lehrmann og Christian Arnstedt. De to investorer er ude af virksomheden igen.
- Det var bare ikke det rigtige fit, fortæller Hjalmar Kærn.
Siden har de tre stiftere drevet Aarhus-virksomheden på egen hånd, og det er de tre, der har udarbejdet den nuværende strategi, der også har udvidet produktsortimentet fra blot at indebære in-ear-høretelefoner til også at omfatte over-ear-høretelefoner og bluetooth-højttalere.
På vej til Sverige og Norge
Næste skridt i den strategi er at komme ind på de øvrige skandinaviske markeder.
- Væksten ser ikke ud til at stoppe i år. Vi er på vej ud i Sverige, og vi satser også på Norge snart, siger Hjalmar Kræn.
Udvidelsen bliver - ligesom herhjemme - med både egen salgskanal og gennem forhandlere. Her til lands er Wavells produkter blandt andet på hylderne hos elektronikkæmpen Proshop og i Telias butikker.
Til den opgave arbejder Wavell også med at styrke sit brand helt generelt. Først på året fik de tre stiftere første fuldtidsansatte udover dem selv, en brand manager, der skal være med til at varetage virksomhedens ansigt udadtil, ligesom de også for nyligt har fået medarbejder nummer fem i folden. Og der kan være flere på vej, siger Hjalmar Kærn.
Manglende lager gav problemer
Produktionen af Wavells produkter finder sted i Kina, mens de tre stiftere selv står for udviklingen.
Hjalmar Kærn fortæller, at det indtil videre ser ud til, at Wavell fortsætter med samme vækstrater i år. Den eneste forhindring er dog et varelager, der ikke kan leve op til efterspørgslen.
- Vi har endeligt fået vores bestseller hjem igen. Den har været udsolgt hele første kvartal, og alligevel har vi vokset 300 procent sammenlignet med sidste år. Så det går bestemt ikke stille for sig, lyder det fra Hjalmar Kærn.
De tre stiftere ejer nu hver især en tredjedel af virksomheden. I det daglige har de alle tre titler af medstifter og direktør. I praksis fordeler de opgaverne mellem sig, så Hjalmar Kærn især står for regnskab og administration, Casper Christiansen står for produkter og udvikling, og Emil Lucas Degn Mortensen står for det kreative content og den visuelle identitet.
Virksomheden blev stiftet i 2019 og egenkapitalen beløber sig ved udgangen af 2024 til 854.000 kroner.