Efter fabrikslukning: - Det gav ikke mening at fortsætte
Til sommer er det slut med kabelproduktion i Farum, når Mekoprints fabrik i det nordsjællandske lukker ned.
Det handler kort og godt om at bruge ressourcerne bedst muligt, fortæller direktør for Mekoprints cables-division, Lars Laungaard Rasmussen:
- Setuppet i Farum havde ikke en kritisk masse, der var stor nok i forhold til at have en produktion kørende, og så er det endnu sværere at være konkurrencedygtige, siger Lars Laungaard Rasmussen.
Mekoprint har kun haft sin kabelproduktion i Farum siden sommeren i fjor, hvor man overtog det konkursramte Mikkelsen Electronic og dertilhørende produktion i Farum og Serbien. Den del hæfter divisionsdirektøren sig også ved.
- Man skal huske på, at Mikkelsen gik konkurs. Det er det, der var udgangspunktet. Vi har hele tiden haft en plan om at se på forretningsgrundlaget i både Farum og Serbien. Og sammenholdt med, at vi har tre andre fabrikker med den nødvendige kapacitet og knowhow, så gav det ikke mening at fortsætte i Farum, siger Lars Laungaard Rasmussen.
Nødvendig kapacitet
Mekoprint kommer fremover til at varetage al sin kabelproduktion i Serbien, Polen og Ukraine. Og kapaciteten er tilstrækkelig, fortæller Lars Laungaard Rasmussen.
Som udgangspunkt bliver aktiviteterne fra Farum rykket til Polen og Serbien.
Generelt er efterspørgslen på kabelområdet i fremgang:
- Der var en nedgang i efterspørgslen i efteråret, men siden har vi set en meget, meget positiv vækst. Op til årsskiftet kom der meget gang i den, siger Lars Laungaard Rasmussen.
Cables-direktøren kan desuden give status på Mekoprints fabrik i Ukraine, der åbnede for godt et år siden med 3600 kvadratmeter og 115 ansatte. Antallet er cirka det samme i dag, men der kan komme flere på sigt.
Han fortæller desuden, at fabrikken, der ligger i Chernyakhiv i den nordlige Zhytomyr-region, ikke er ramt af krigsrelaterede problemer.
Mekoprint Cables fortsætter med at have salgsfolk i Glostrup og Støvring samt i Borås i Sverige.
Siden 1954
Mekoprint har hovedsæde i Støvring i Nordjylland. Virksomheden har i alt omkring 800 ansatte.
Udover cables-divisionen beskæftiger virksomheden sig med HMI-løsninger i graphics-divisionen og har to øvrige divisioner inden for henholdsvis mekanik med blandt andet kabinetter og i mikromekanik-divisionen med blandt andet finmekaniske komponenter.
Virksomheden er oprindeligt stiftet i 1954 af Erland Kold. Virksomheden er stadig familieejet og ledes af direktør Anders Kold, der er tredje generation.
Mekoprint omsatte i seneste regnskabsår for knap 800 millioner kroner og landede en bundlinje på 7,4 millioner kroner.