23948sdkhjf

Jagter eventyr: Nordjyder satser på gyldne tider i EU's oprustning

Gomspace vil hyre folk til at skærpe indsatsen på europæiske markeder, men hjemmemarkedet er det første oplagte mål

Satellitvirksomheden Gomspace skal styrke sin forsvarsforretning.

Det var den klare besked fra CEO Carsten Drachmann i forbindelse med den nylige kapitalrejsning. Og kunderne skal findes både ude og hjemme, siger direktøren, der anbefaler statsminister Mette Frederiksen (S) og forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) at se mod blandt andet Gomspace.

- Jeg forventer, at den danske regering vil kigge vores vej, når de skal købe ind. Når det gælder national sikkerhed, kan Danmark ”sole source” indkøb (at foretage alle sine indkøb, red.) i Danmark, og det ville være mærkeligt, hvis de gik andre steder hen, for det behøver de ikke, siger Carsten Drachmann.

Gomspaces nano- og mikrosatellitter kan bruges til blandt andet overvågning af større land- og vandarealer. Teknologien er god til for eksempel tracking af fly og skibe.

Følger også EU

Siden Donald Trump indtog Det Hvide Hus for anden gang i januar, har der været lagt op til, at de europæiske lande skal styrke deres forsvar yderligere.

Herhjemme har regeringen blandt andet præsenteret planerne for at investere et trecifret milliardbeløb i forsvaret frem mod 2033.

Men også andre europæiske lande vil opruste. Og det skal udnyttes, er planen for Carsten Drachmann.

I forbindelse med den nylige kapitalrejsning i Gomspace lød det, at en stor del af midlerne skal bruges på produktionen og til at styrke lageret, så man lettere kan agere hurtigt på ordrer. Men det vil også være nødvendigt at styrke sin tilstedeværelse i udenlandske markeder.

- Udenfor Danmark følger vi, hvad der sker i EU-regi. Det handler om at forstå de enkelte landes behov, hvordan EU fordeler forsvarsmidler, og hvor vores portefølje vil tilføje mest værdi, siger Carsten Drachmann.

Gomspace vil derfor styrke organisationen.

- Vi kommer blandt andet til at hyre flere folk inden for business development. Det er folk, som skal være aktive i at finde muligheder i Europa, eksempelvis gennem deltagelse i nordiske-, EU- og Nato-møder og -konferencer, siger Carsten Drachmann.

Han kan endnu ikke konkret sige, hvor mange folk han kommer til at hyre.

Stiftet i 2007

Gomspace ligger i Aalborg. Virksomheden er noteret på børsen i Stockholm. Virksomheden har i dag udover Aalborg kontorer i Sverige, Luxembourg, Frankrig og USA.

Virksomheden, der er stiftet i 2007, specialiserer sig i at lave nanosatellitter, der typisk er på størrelse med en skotøjsæske.

De senere år har de også udvidet sortimentet med mikrosatellitter, der er en smule større.

Gomspace omsatte i 2024 for 257 millioner SEK. Det svarer til knap 177 millioner kroner i mandagens kurs.

Carsten Drachmann har været CEO i Gomspace siden 2023. Den største aktionær i Gomspace er Peter Hargreaves, der ejer cirka 41 procent af virksomheden.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.047