23948sdkhjf

Tabte over 300 millioner: Københavnsk wifi-specialist er gået konkurs

Dyre udviklingsomkostninger og regninger til kreditorer fik det tidligere Bluetown til at ramle ind i en konkurs. Fremtiden for virksomheden fra København er uvis

Den danske virksomhed Big Wi-fi, der indtil for nyligt har heddet Bluetown, er gået konkurs.

Det fremgår af Statstidende og bekræftes af kurator Morten Bøgenskjold.

Virksomheden har siden etableringen i 2006 arbejdet på at idriftsætte wifi-løsninger i tyndtbefolkede områder i Ghana og Indien, men forretningen har gennem en årrække leveret det ene millionunderskud efter det andet. Det har nu trukket tæppet væk under virksomheden, der har hjemme i København.

- Som alle andre selskaber, der går konkurs, er det på grund af manglende likviditet, siger kuratoren.

Ifølge Morten Bøgeskjold har der været særligt en kreditor, en ISP (Internet service provider), som har fået Bluetowns teknologi til at hænge sammen med softwaren, og det "koster mange penge".

Det har gjort det svært at honorere andre kreditorer, fortæller kuratoren, som ikke kan sætte navn på hvilken anden kreditor, der begærede konkursen.

Morten Bøgenskjold siger desuden, at der har været en tvist med skattemyndighederne. Her havde ledelsen en opfattelse af, at man kunne få nogle skattemæssige indrømmelser relateret til udviklingsomkostninger, som man har budgetteret med. Det var dog ikke muligt og har også spillet en rolle i konkursen, fortæller han.

Bluetown seneste 12 regnskaber viser et samlet tab på over 360 millioner kroner og ganske få omsætningsmillioner. I seneste offentlige regnskab, der gik til udgangen af september 2023, landede omsætningen på et rundt nul.

Dyr udvikling

Bluetowns teknologi handler i korte træk om at etablere wifi-master drevet af solceller. Teknologien skulle efter planen kunne udbrede netværksforbindelse til afsidesliggende områder med en rækkevidde på en kilometer.

Men teknologien har haft store udviklingsomkostninger, der afspejles i de store underskud i virksomheden, der ved seneste opgørelse i januar havde syv ansatte.

- På baggrund af mine samtaler med ledelsen lader det til, at de har haft store udviklingsomkostninger, som har haft en længere tilbagebetalingstid end forventet. Og så har de ikke fået likviditet ind med kunder og projekter som håbet, siger Morten Bøgenskjold.

Nu står Morten Bøgenskjold over for en opgave med at danne sig overblik over gæld, kreditorer og aktiver. Og en eventuel salgsproces står heller ikke først for.

- Der er nogle omstændigheder, som jeg lige nu ikke kan komme ind på, men som jeg i løbet af de næste par uger kan orientere mere om. Men lige nu kan jeg ikke sige så meget om den proces, lyder det kryptisk fra kuratoren.

Tvivlsom revisor

Bluetowns seneste regnskab bemærker sig også ved, at revisoren ikke kunne konkludere på regnskabet. Adspurgt til den del lyder det dog fra Morten Bøgenskjold, at det ikke nødvendigvis har spillet ind i konkursen.

- Det er et forhold, som vi undersøger som led i konkursen. Men det tyder på, at revisoren har orienteret om, at tingene er blevet rettet op, og tingene er som de skal være. Men de nærmere omstændigheder skal undersøges, siger kuratoren.

Bluetown skiftede navn til Big Wi-fi 14. marts i år.

Den tidligere direktør for Nokia Danmark, Peter Ib, sad i direktørstolen fra 2015 og frem til årsskiftet. Her blev han erstattet af den hidtidige formand, Brian Bisgaard Petersen.

Ejerskabet tæller en lang række privatpersoner og investeringsfirmaer, herunder Brian Bisgaard Petersen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.042