Nordsjællandsk virksomhed henter ny direktør
Måleudstyrsproducenten Ellab har fundet sin nye direktør.
Fra 1. juni starter Gergely Sved som ny CEO hos virksomheden fra Hillerød, meddeler Ellab i en pressemeddelelse.
Her fremgår det, at CEO Ludvig Enlund stopper med øjeblikkelig virkning, mens CFO Andreas Morthorst vil fungere som interim CEO frem til den nye direktørs ankomst.
- Ellab er et meget interessant sted, hvor vi skal accelerere væksten og udviklingen i forretningen. Gergely kommer en stor relevant erfaring, og vi ser frem til at arbejde sammen med ham om at eksekvere på vores ambitiøse vækststrategi, udtaler bestyrelsesformand Anders Hedegaard, der samtidigt takker Ludvig Enlund for sine fire år som CEO.
Stor erfaring
Ellab producerer måle- og monitoreringsudstyr, der kan overvåge kritiske parametre ved blandt andet varme- og kuldebehandling. Udstyret bruges hovedsageligt i medicosektoren, men Ellab leverer også til fødevaresektoren.
Gergely Sved kommer fra en rolle som EVP og group president for healthcare and life science hos Ecolab, der producerer hygiejneløsninger til sundhedssektoren. Han har desuden i en årrække været en del af den store medicovirksomhed GE Healthcare.
Han glæder sig til at tage fat på arbejdet i Ellab til sommer:
- Ellab er en fascinerende virksomhed, som spiller en afgørende rolle i at sikre integrerede compliance-løsninger, der er forankret i kundernes mest kritiske aktiviteter. Virksomheden har fantastiske produkter og tjenester og et meget erfarent team, og jeg ser frem til at arbejde sammen om at hjælpe Ellab med at indfri sit enorme potentiale, lyder det fra Gergely Sved.
Ellab holder til i Hillerød. Virksomheden er stiftet i 1949.
Ellab har siden 2023 været ejet af Novo Holdings, der også står bag medicinalvirksomheden Novo Nordisk.
Virksomheden ændrede i 2023 regnskabsperiode, så regnskabet seneste offentlige regnskab dækker kun over perioden maj-december 2023. Her omsatte Ellab for 635 millioner kroner og havde en bundlinje på 80 millioner kroner.