23948sdkhjf

Foss vil omsætte for to milliarder

Hillerød-virksomheden satser benhårdt på at leve op til egne målsætninger med fokus på udviklingsarbejde og store internationale vækstmarkeder.
Med en omsætning på 1.499 mio. kr. i 2010 var der grund til glæde i den familieejede koncern Foss, der producerer analyseinstrumenter til landbruget, fødevareindustrien, medicinalindustrien og kemiproducenter i hele verden.

Men ifølge den nyudnævnte koncerndirektør Torben Ladegaard hviler man ikke på laurbærrene. Han er således fast besluttet på at indfri et mål om at hæve omsætningen til to milliarder kroner i 2015.

- Når vi mener, at vi kan indfri de forventninger og mål, som vi har sat os frem mod år 2015, så hænger det sammen med, at vi satser på organisk vækst, hvor vi udvikler og udvider vores egen forretning. Vi står på en god platform for at skabe væksten over de kommende år. Vi har et fantastisk produktprogram, nogle rigtig spændende udviklingsprojekter og ikke mindst gode folk i verdens vækstområder, siger Torben Ladegaard til Hillerød Posten.

Investerer i udviklingsarbejde
De omtalte vækstområder er lande som Kina, Brasilien og Indien – tre fjerdedele af de velkendte Brik-lande – men også i lande som Mexico, Sydafrika og Tyrkiet vil Foss, der har 98 procent af sin omsætning i udlandet, holde fokus i fremtiden.

Endelig handler det for Foss om også at kigge indad og investere i egne kompetencer.

- Det ender med, at vi bruger mellem 10-12 procent af vores omsætning, der dedikeres direkte til dette udviklingsarbejde. Derfor har vi naturligvis også høje forventninger til, at det skal resultere i nye initiativer og produkter, siger Torben Ladegaard.

Grundlægger får måske egen vej
Han kan samtidig krydse fingre for, at de lokale politikere viser sig villige over for et kuriøst forslag.

Ved det næste møde skal Teknisk Udvalg i Hillerød nemlig tage stilling til, om erhvervsmanden og stifteren af Foss, Nils Foss, kan få en vej opkaldt efter sig.

Det er kutyme, at man ikke opkalder veje efter nulevende personer, men der er intet juridisk til hinder for dette.

Forvaltningen anbefaler derfor, at en privat sidevej til Jernaldervejen i Hillerød får vejnavnet Nils Foss Allé, da man er er sikker på, at Nils Foss’ navn vil gå over i historien.

Fakta: Foss
Foss er en familieejet dansk og global industri-koncern etableret af Nils Foss og Poul Ægidius i 1956.

Virksomheden er ejet 100 procent af Foss-familien ved, at Nils Foss og hans hustru Dorte ejer 40 procent af aktierne, mens Nils Foss’ tre børn Peter, Nils Christian og Pernille hver ejer 20 procent.

Foss har udvikling og produktion i Danmark, Sverige, Rusland, USA og Kina og salgs- og egne salgs- og serviceselskaber i 26 lande i Europa, Nord - og Sydamerika, Asien og Australien/New Zealand.
Hovedkontoret er dog – i lighed med 1956 – stadig placeret i Hillerød.

Foss beskæftiger på verdensplan omkring 1.150 medarbejdere.

Kilde: Hillerød Posten
Læs mere om: Foss
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.084