23948sdkhjf

Grøn hjælp til RTX

Telecom-virksomheden er en af ni danske virksomheder, der som de første har åbnet dørene for særligt talentfulde udenlandske studerende fra Aalborg Universitets nye internationale masteruddannelse i global innovationsledelse.
De håndplukkede udenlandske masterstuderende har som led i uddannelsen Global Innovation Management arbejdet med konkrete projekter i virksomheder som B&O, Martin Professional, Neurodan, Gabriel, Spar Nord og så altså RTX Telecom.

Hos RTX Telecom har samarbejde med uddannelsesinstitutioner og studerende har altid haft høj prioritet, og det er der ikke lavet om på, selv om teknologivirksomheden har været gennem en drøj og underskudsgivende periode.

Stort potentiale i grøn elektronik
- At der har været svære tider, betyder ikke noget for den type samarbejde. Hvad enten det går godt eller skidt, er vi med på den slags, og for os er det primært en investering i tid. Vi vil meget gerne samarbejde med både studerende og forskere, og mange af os har selv en uddannelsesbaggrund fra Aalborg Universitet – inklusive mig selv, fortæller sales manager Dan Hermansen.

Interne omstruktureringer betød, at den afdeling for forretningsudvikling, som RTX's indiske innovationspraktikant startede i, blev nedlagt undervejs. I stedet kører de enkelte enheder nu deres egen forretningsudvikling, og i RTX kom praktikanten derfor ind under Dan Hermansens vinger for at arbejde med et lovende nyt teknologisk satsningsområde.

- Hele grundlaget er den grønne bølge og fokuseringen på at spare energi alle mulige steder. Det kan vi både gøre ved at have effektive strømbesparende enheder, samt ved at måle og kontrollere så mange enheder som muligt. Der ligger et stort potentiale, og vores praktikant har arbejdet med en konkret business case på det område, forklarer Dan Hermansen, der ikke ligger skjul på at indsatsen har været nyttig for RTX Telecom, fordi den har givet nye vinkler på emnet.

Vil hjælpe RTX til markedsandele
- Vi har fået vigtig sparring, og det er godt at få nogen ind udefra, som stiller spørgsmål til ting, vi selv bare tager for givet. På den måde er vi kommet rundt om nogle problemstillinger, som vi ikke har tænkt over tidligere. Så det primære udbytte er, at vi har fået input til en række salgs- og marketingsmæssige ting, siger Dan Hermansen.

Praktikanten i RTX, den indiske ingeniør Prithviraj Sakar, har en uddannelsesbaggrund som ingeniør i elektronik og kommunikationsteknologi. Den tekniske ballast har været en stor fordel, når man som han er havnet hos en typisk ingeniørvirksomhed. Ambitionen med hans eget projekt er at hjælpe RTX Telecom til markedsandele på området for grøn teknologi, og han angriber opgaven med karakteristisk selvsikkerhed. Prithviraj Sakar er ikke i tvivl om, at han og de øvrige innovationsstuderende kan bidrage med noget positivt til de virksomheder, der har taget dem i praktik.

- Selvfølgelig kan vi det. Vi kan se tingene i en anden sammenhæng og tilbyde et friskt perspektiv på virksomheden. Men jeg kan godt være i tvivl om, hvorvidt ledelserne er parate til at lytte til noget, der kommer fra studerende, fortæller han med et smil.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125