23948sdkhjf

GPV har fyret 500 i svært marked: - Vi skal være endnu mere klar

Flere end 500 GPV-ansatte er ude siden årsskiftet

Torsdag blev tallene for GPVs første halvår offentliggjort, og det bød på tilbagegang sammenlignet med i fjor.

I samme ombæring meldte virksomheden med hovedsæde i Vejle en nedjustering ud, fordi udviklingen i EMS-markedet nu forventes først at vende i 2025. Og her handler det om at være klar, fortæller CEO Bo Lybæk.

- Vi ville naturligvis hellere have haft, at udviklingen vendte tidligere, men det er som det er. Og så skal vi sikre os, at vi er klar, når det går frem igen. Vi skal stå endnu skarpere og være endnu mere klar. Det må være vores opgave, lyder det fra Bo Lybæk.

Direktøren fortæller videre, at GPV gennem den seneste tid derfor har arbejdet intenst på at have den rette sammensætning af kapaciteten. Blandt andet har man lukket produktionen i Malaysia og skaleret i Mexico.

- Det handler om at tage nogle skridt og flytte produktionsaktiviteten til steder, hvor det giver bedst mening. Lige nu har vi brug for mere i Mexico, og så giver det mening at flytte noget af produktionsudstyret, som står stille andre steder, derhen, siger Bo Lybæk.

Vil snart ansætte folk igen

Et andet markant punkt i halvårsrapporten var, at GPV trods et driftsresultat på 141 millioner kroner havde et minus på bundlinjen.

Den del hænger dog sammen med renteudgifter og valutakursændringer, som er svære for GPV at styre.

Selvom tilbagegangen for GPVs vedkommende hovedsageligt skyldes en generel nedgang i industriproduktionen, og virksomheden forventer et opsving næste år, har man alligevel været nødt til at tilpasse omkostningerne.

Således har der ifølge Bo Lybæk været "tilpasninger across the board" - med andre ord har man på flere af fabrikkerne måttet skære ned på antallet af folk, og medarbejderstaben tæller nu godt 500 færre ansatte end ved årsskiftet.

En del af dem kom fra fabrikslukningen i Malaysia, men andre er røget som del i de generelle kapacitetstilpasninger. Han fortæller dog, at GPV agter at ansætte nye folk igen både i kraft af andre fabriksudvidelser og -indvielser og generelt i forlængelse af det forventede opsving i markedet.

Blandt andet kan direktøren fortælle, at GPVs nye fabrik i Slovakiet forventes at være klar til fuld drift i tredje kvartal i år.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063