Systematic vinder udbud af kommunal sygesikring

Systematic har vundet et EU-udbud om at levere en digital løsning til Sygesikring i alle kommuner. Foto: Systematic
Det bliver it-leverandøren Systematic, der skal varetage driften af den nye kommunale løsning til Sygesikring.
Det oplyser Kombit, der er kommunernes IT-fællesskab, der kommer til at tegne kontrakten med Systematic.
Systematic vandt kontrakten på baggrund af et EU-udbud, hvor to leverandører valgte at byde.
Den 1. februar 2022 udløber stand-still-perioden, og dermed kan kontrakten underskrives og arbejdet med forberedelserne gå i gang.
Sygesikring bliver en fælles digital løsning til alle Danmarks kommuner og skal understøtte administration af sygesikring og lægevalg. Systemet vil erstatte den kommunale del af det, der i dag hedder NOTUS og vil blive taget i brug i kommunerne i 3. kvartal 2022.