Terma lander amerikansk rekordordre
Den Aarhus-baserede teknologivirksomhed Terma har netop landet en tiårig rammeaftale med det amerikanske flyvevåben til en værdi af 3 mia. kr. Det skriver Finans.
Det er den største kontrakt for Terma nogensinde, og det forventes, at man skal ansætte 100 nye medarbejdere i Danmark til at løfte opgaven med at levere et selvbeskyttelsessystem, der kan aflede varmesøgende missiler, til en række af U.S. Air Forces kamp- og lastfly.
- Det er et kæmpe gennembrud for os, fordi det amerikanske flyvevåben jo er ekstremt meget større end alle andre. Vi er megastolte efter så mange års hårdt arbejde. Det betyder meget for vores brand, siger Termas adm. direktør, Jes Munk Hansen, til mediet.