23948sdkhjf

Tunge kunder trækker DAC over 10 millioner

Hos Danish Aerospace Company blev den første halvdel af regnskabsåret præget af en vellykket børsnotering, mens kontrakter med ESA og NASA har skubbet omsætningen over de 10 millioner. Det viser Odense-virksomhedens netop offentliggjorte halvårsregnskab.

Omsætningen landede på 10,3 millioner kroner, hvilket svarer til en stigning på 14 procent sammenlignet med første halvår af 2018. Bruttoresultatet steg 18 procent, og landede på 7,6 millioner kroner, mens resultatet på – 88.000 kroner er på niveau med samme periode sidste år. Selskabets balance udgør 23,5 millioner sammenlignet med 16,1 millioner i 2018, og egenkapitalen blev med børsnoteringen næsten fordoblet, og beløber sig således til 18,3 millioner sammenlignet med 9,2 millioner i 2018.

- Første halvår af regnskabet 2019 har stået i børsnoteringens tegn og vi har fortsat udviklingsarbejde på E4D-motionsudstyret. I slutningen af halvåret har vi skrevet kontrakt på leveringen af de nye Fergo-motionscykler til NASA. Med sidste års kontrakt med ESA på det nye E4D integrerede motionsudstyr og den nye Fergo-kontrakt, er firmaet på vej til at indtage en ledende position på verdensplan for motionsudstyr til rumfart, siger Thomas A. E. Andersen, CEO i DAC, i en kommentar til regnskabet.

Store kontrakter kræver mandskab

Personaleudgifterne beløb sig i første halvår til 6,4 millioner kroner, hvilket svarer til en stigning på 40 procent sammenlignet med perioden sidste år. I ledelsens kommentarer til regnskabet kan man læse, at den markante stigning primært skyldes internt udviklingsarbejde og nyansættelser i tråd med selskabets strategi.

DAC indgik i juni 2019 kontrakt med Jacobs Technology i USA på levering af firmaets nye Fergo-rumcykler til NASA. Den samlede ordre strækker sig over NASAs indeværende og kommende finansår, og forventes at udgøre omkring 10 millioner kroner i alt. Den første Fergo-rumcykel skal leveres til USA i foråret 2020, og den første opsendelse af de nye rumcykler til Den Internationale Rumstation forventes at finde sted i 2021. Samtidig arbejder Odense-virksomheden på det kombinerede motionsudstyr E4D (European Enhanced Exploration Exercise Device), som er under udvikling på en ESA-kontrakt, og i foråret blev testet på NASAs rumcenter i Houston, Texas.

DAC fastholder de forventninger til året, der blev angivet i forbindelse med selskabets børsnotering i maj. Således forventer selskabet en omsætning i niveauet 21 til 25 millioner kroner, mens driftsresultatet (EBITDA) forventes at lande i intervallet 3 til 4,5 millioner kroner.

 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062