23948sdkhjf

Små virksomheder: Skatteloven er for indviklet

Skattesnyd for små virksomheder er ofte ikke bevidst, siger SMV Danmark. Reglerne er bare for indviklede

Skatteminister Karsten Lauritzen (V) burde rydde op i skattereglerne for små virksomheder i stedet for at tvinge flere til at have en revisor. 

Det siger Jacob Brandt fra interesseorganisationen SMV Danmark, efter at ministeren torsdag er kommet med udmeldingen i dagbladet Børsen. 

Størstedelen af virksomhederne prøver nemlig ikke bevidst at snyde med deres skattebetaling. De forstår bare ikke reglerne, lyder det. 

- Det er kun ti procent af virksomhederne, som bevidst snyder, mens 90 procent bare ikke kan finde ud af reglerne. 

- Vi ønsker en lettere og billigere løsning for at finde de virksomheder, som laver fejl i deres skattebetaling. 

- For eksempel ved at certificere bogholderifaget, så man får bogholdere, der kan hjælpe virksomhederne med at sikre en rigtig skattebetaling, foreslår Brandt. 

Regler skyld i skattegab
Stramning af revisorpligten, hvor en virksomhed pålægges at have en revisor, skal mindske skattegabet, der er den manglende skattebetaling. 

For SMV-virksomhederne er skattegabet på 12 milliarder kroner ifølge Børsen. For borgere er det blot 1 milliard kroner. 

Brandt peger på, at de mange regler på området er skyld i, at flere virksomheder ikke betaler, hvad de skal i skat. 

Det kan for eksempel være en fødevarevirksomhed, som blander forskellige ingredienser sammen, hvor der er forskellige afgifter og regler for hver. 

- Du skal altså sørge for at have tungen lige i munden, og det kan være vanskeligt. Den del vil en revisor aldrig fange, for de sidder jo ikke og kigger så detaljeret på en virksomheds regnskab, mener acob Brandt

Svært at betale det rette
Vicedirektøren bliver bakket op af Torben Bagge, der er skatteadvokat og partner i advokatfirmaet TVC. Han mener også, at der er for mange regler. 

- Jeg mener klart, at de har en pointe - også i at der er regler, som måske er unødvendig komplicerede. 

- Det er min bedste vurdering, at langt hovedparten af landets virksomheder gerne vil afregne skat og andre afgifter korrekt, men at reglerne er komplicerede, og at der ikke er den fornødne vejledning, siger han. 

Flere ansatte i skat frem for revisorregning
Løsningen på den manglende skattebetaling er ifølge Jacob Brandt ikke at stramme revisorpligten igen, men at oplyse virksomhederne og ansætte flere i Skat. 

- Samfundsøkonomisk vil det være betydeligt bedre at ansætte flere i Skat til at kontrollere for snyd end at smøre en revisionsregning ud til rigtig mange virksomheder, siger han. 

Efter sommerferien vil skatteministeren ifølge Børsen indkalde til forhandlinger på området. Både Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet siger til avisen, at han kan forvente støtte fra deres side.

 

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079