23948sdkhjf

Global medvind giver MiR et rekordregnskab

Der er plus på bundlinjen og en tredobling af omsætningen i robotproducentens 2017-regnskab. Opstart i Kina er en central del af væksten

Tirsdag kunne Mobile Industrial Robots præsentere et rekordregnskab af kaliber. Odense-virksomheden, der producerer mobile robotter, fordoblede i 2017 deres omsætning i forhold til 2016 og skabte samtidigt et plus på bundlinjen.

Det skyldes især gennemslagskraft på et globalt plan.

- Det er stort set alle regioner, der er vokset. Kina startede vi først på sidste år, og det fylder alligevel 13-14 procent af vores omsætning, fortæller administrerende direktør Thomas Visti.

I forhold til 2016 ser MiR også, at deres ordrestørrelser voksede betragteligt i fjor.

- Vores kunder går fra én eller to robotter til at bestille 10 eller 15 styks. Vi ser også genkøb på tværs af vores kunder, som måske starter med robotterne i Portugal og følgende implementerer dem i Mexico og USA. Så de er gode til at tage os med videre, når de har godkendt produktet.

- Det er også vigtigt for os at vise, at vi er i stand til at tjene penge. Det viser vi med et plus i 2017. Det sender et stærkt signal udadtil, siger han.

I år  er målet næsten at tredoble omsætningen endnu engang. Her skal den nemlig gerne ramme 200 millioner kroner. 

- Vi er på budget på første kvartal og har generelt en fin ordretilgang på alle markeder. Vi investerer også voldsomt i medarbejdere og har 18 åbne stillinger lige nu. Der er masser af store investeringer i 2018, som skal være med til at løfte omsætningen til knap det tredobbelte igen i år, siger Thomas Visti.

MiR har ansat 25 nye medarbejdere i første kvartal af 2018.

Mobile Industrial Robots ApS
mio. kr. 2017 2016
Nettoomsætning 77,6 26,3
Resultat af primær drift 7,2 -4,1
Resultat før skat 5,1 -4
Årets resultat 4,2 -3,4
Balancesum 34,2 16,6
Egenkapital 9,6 5
Antal ansatte 42 20
Regnskabsåret blev afsluttet 31. december 2017.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079