SCF Technologies sælger ud
Et konsortium af tyrkiske energi- og konstruktionsvirksomheder overtager den sjællandske virksomheds CatLiq-aktiviteter for 1 mio. euro.
- Det er med beklagelse, at vi på baggrund af den seneste tids mange og langvarige forhandlinger har måttet konstatere, at det desværre ikke har været muligt at finde en løsning, der har kunnet sikre videreførelse af CatLiq-aktiviteterne i SCF-regi, udtaler administrerende direktør Ulrik Jensen, som ærgrer sig over, at et salg er nødvendigt, men glæder sig over, at teknologien vil blive bevaret og videreført af køberne.
Arbejder med salg af resterende aktiviteter
SCF Technologies' CatLiq-aktiviteter er erhvervet af et konsortium bestående af Altaca Çevre Teknolojileri ve Enerji Üretim A.Ş og Altaca Inşaat Ve Dic Ticaret A.Ş, der er etableret i Tyrkiet.
Frasalget af CatLiq-aktiviteterne omfatter såvel SCF's pilotanlæg som samtlige immaterielle rettigheder, der er knyttet til teknologien, herunder knowhow og patenter. Købssummen på 1 mio. euro anvender SCF fuldt ud til dækning af virksomhedens forpligtigelser.
- Direktion og bestyrelse i SCF vil i den kommende tid arbejde med forskellige muligheder i relation til selskabets fremadrettede aktiviteter, herunder et evt. salg af de resterende aktiver, med henblik på at opnå den bedst mulige løsning for SCF's kreditorer og aktionærer, slutter Ulrik Jensen.