- I robotindustrien nytter det ingenting med ”forsigtigper-modellen"
Robotbyggerne hos Mobile Industrial Robots (MiR) holdt en lille velfortjent kagepause for nogle dage siden. De havde nemlig netop lagt sidste hånd på monteringen af robot nummer 500, og det blev fejret med kage til alle medarbejdere i hovedkontoret i Odense.
Det er blot tre år siden, den allerførste mobile MiR-robot blev leveret til Elos Medtech Pinol i Gørløse. Nu er robot nummer 540 ved at blive installeret på en fabrik i Rumænien hos den multinationale koncern Flex.
Den globale ekspansion er gået stærkt med kunder i 35 lande og 5 lokale MiR-kontorer i Barcelona, New York, Shanghai, Singapore og Dortmund. Firmaet har alene for i år et ambitiøst mål om at opnå 300 procents vækst.
Opskriften på den vilde vækst er at turde at satse ægte globalt lige fra starten, siger administrerende direktør Thomas Visti:
- I robotindustrien nytter det ingenting med ”forsigtigper-modellen”, hvor man først opdyrker hjemmemarkedet og dernæst så nabolandene, og så nænsomt videre til andre kontinenter. Den teknologiske udvikling stormer sådan fremad, at du skal satse ambitiøst og skabe volumen for at bevare en frontløberposition på det globale marked. De multinationale producenter med fabrikker i mange lande forventer, at vi kan levere global service og support, siger Thomas Visti.
I Danmark har målerproducenten Kamstrup taget teknologien og de rullende robotter til sig. I en hal, hvor halvfabrikata og færdig emner skal transporteres mellem produktionslinjer og robotceller, kører en flåde af MiR-robotter i døgndrift.
Læs mere: MiR kører succes fra udlandet ind i Danmark
Udbredelsen af de selvkørende robotter er dog begrænset herhjemme, hvorfor firmaet netop har ansat en ansvarlig for salget til Danmark og andre lande i Norden.