23948sdkhjf

Århus klar til elbiler

Århusianerne får nu mulighed for at oplade deres elbiler ved Ingeniørhøjskolen i Århus. Det sker som led i et halvårs testprojekt i samarbejde med energiselskabet NRGi.
Elbiler er på vej til at blive en fast del af gadebilledet, og NRGi vil i det næste halve år teste århusianernes forbrugsmønster og indsamle viden om teknologiske muligheder og udfordringer.

- Projektet med Ingeniørhøjskolen vil være med til at give os meget værdifuld information, som vi kan udnytte i vores arbejde med fremtidens el-infrastruktur i Århus. Samtidig håber vi, at det kan øge andelen af elbiler, siger Søren Sørensen, direktør i NRGi.

Venter på smart løsning
Det er især behovet for mere energieffektive løsninger, der interesserer både Ingeniørhøjskolen i Århus og NRGi. Energiforbruget til transport er stigende overalt i den vestlige verden. I Århus udgør det hele 29 % af den samlede CO2-udledning.

- Vi skal udvikle løsninger, der kan bygge bro mellem et voksende behov for transport og kravet om reduktion af CO2-udslip. Den store udfordring er at bruge alternative energikilder og samtidig styre elektricitetsforsyningen på en optimal måde, så den energi, der for eksempel produceres ved vindkraft om natten, ikke går til spilde, forklarer Ove Poulsen, rektor ved Ingeniørhøjskolen i Århus.

Århus skal gå forrest
Og for NRGi er netop denne udfordring helt aktuel.

- Tænk på hvad der sker, når der kommer 2.000 elbiler på gaden i Århus. Du kommer hjem fra arbejde klokken 17 i din nye elbil, og det første du gør, når du parkerer den, er at sætte den til at lade. Så går du ind i dit hus eller lejlighed og tænder lys og måske tv. Der skal også laves mad og vaskes tøj. Og senere starter du opvaskemaskinen. Og når alle andre gør stort set det samme, så sker der ting og sager med elforbruget. Vi skal sørge for, at elnettet er dimensioneret til at håndtere disse udsving i forbrug, forklarer Søren Sørensen.

Han understreger, at hvis Århus skal gå forrest i bestræbelserne på at få flere elbiler på gaden, så kræver det et stærkt samarbejde med videninstitutioner.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078