GN Netcom opjusterer
Specielt det amerikanske marked har vist gode tendenser for den danske headsetproducent i de første måneder af 2010.
Især på det vigtige amerikanske marked oplevede GN Netcom betragtelige, tocifrede organiske vækstrater i forhold til første kvartal 2009. Den samlede organiske vækst i GN Netcom for første kvartal 2010 blev på 9 %.
Større overskud i vente
De positive tendenser får nu GN Netcom til at opjustere forventningerne til 2010. Hidtil har man kalkuleret med en flad udvikling i markedet, men nu regner man med en organisk omsætningsvækst på mindst 5 %.
Samtidig forventer GN Netcom nu et EBITA for 2010 på 150-200 mio. kr., hvilket er en stigning fra de tidligere forventninger på 100-150 mio. kr.
Dermed forventes EBITA for moderselskabet GN Store Nord at blive forbedret fra 8 mio. i 2009 til 400-500 mio. kr. i 2010, og resultat før skat forventes dermed at udgøre 350-450 mio. kr.