23948sdkhjf

Ingeniørhøjskolen med i nyt partnerskab om sundhedsteknologi

Ingeniørhøjskolen er netop blevet del af det nationale partnerskab ”Innovative løsninger til kroniske syge”, som skal optimere samspillet mellem de forskellige eksisterende sundhedsteknologier og udvikle nye hjælpemidler.
I projektet med 100 partnere skal der udvikles en ny bærbar alarm, nye sensorer, som fx overvåger hjerterytme eller blodsukker, og telemedicinske løsninger, der skal give kronisk syge mere kontrol og større sikkerhed, uden at deres dagligdag besværes.

- Vi ser frem til projektet og er meget begejstrede over at være med i et projekt af dette omfang. I partnerskabet har vi mulighed for at bidrage med vores kompetencer indenfor sundhedsteknologier til et stort nationalt projekt, siger ingeniørdocent Finn Overgaard Hansen fra Ingeniørhøjskolen.

Teknologier til overvågning og behandling
Undervisere og studerende på Ingeniørhøjskolen skal deltage i delprojektet “Connect2Care”, som omhandler udvikling af en national it-infrastruktur til overvågning og behandling af patienter i eget hjem. I dette delprojekt vil Ingeniørhøjskolen primært deltage i udvikling af it-infrastrukturen i hjemmet.

Det er i dag et stort problem, at der ikke findes en national it-infrastruktur, der tillader, at patienter kan behandles og overvåges i eget hjem. Udviklingen af en sådan infrastruktur vil give borgeren og sundhedsvæsenet bedre mulighed for at følge sygdomsforløbet og forebygge eller behandle, hvis det bliver nødvendigt.

Deltagelse i projektet tager afsæt i Ingeniørhøjskolens videncenter “Sundhedsteknologier i hjemmet - SIH”, som allerede i dag arbejder på at fremme udviklingen af nye sundhedsteknologier til overvågning og behandling af patienter og ældre i hjemmet.

Stort nationalt projekt
- Vi har i dette partnerskab mulighed for at videreføre vores projekter og ideer fra SIH videncenteret. Samtidig er der plads til at videreudvikle den viden, vi har i dag. Vi glæder os til det tværfaglige samarbejde mellem de mange partnere i projektet fra universiteter, videncentre, den offentlige sektor og private virksomheder, siger Finn Overgaard Hansen.

Det nye partnerskab med 100 partnere skal finde nye løsninger til patienter med kroniske sygdomme som diabetes, hjerte-karsygdomme, muskel- og skeletlidelser eller rygerlunger.

Udover Ingeniørhøjskolen i Århus deltager 100 partnere fra universiteter, tre regioner, kommuner, hospitaler og private firmaer i partnerskabet. Partnerskabet har et samlet budget på ca. 130 mio. kr. finansieret af blandt andet Rådet for Teknologi og Innovation under Videnskabsministeriet.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.142