Ingeniørstuderende dyster med robotbiler
Tirsdag den 8. september kl. 14.30 dyster 18 udenlandske studerende på Ingeniørhøjskolen i Århus i et kapløb for små robotbiler, som de selv har udviklet.
De studerende, der blandt andet kommer fra Tyskland, Spanien og Polen, har i mindre grupper designet hver sin lille robotbil uden hjælp fra underviserne og efterfølgende bygget bilerne på basis af Legos teknologisæt Mindstorms.
Bane formet som Jyllands-Ringen
I konkurrencen skal bilerne efter tur gennemføre en indendørs bane formet som Jyllands-Ringen ved at følge en to centimeter bred stribe. Der er opsat forhindringer rundt på banen, og målet er at komme igennem hurtigst muligt. Og de studerende må vel at mærke ikke hjælpe bilen med at komme frem undervejs.
- Øvelsen lærer de studerende at tænke kreativt og at løse tekniske udfordringer ved bruge de værktøjer, de har lært på ingeniøruddannelsen. Samtidig lærer øvelsen også de studerende, der har mange forskellige kulturelle og sproglige baggrunde, at samarbejde sammen, siger Jens Brusgaard Vestergaard.
Skal arbejde sammen
Lektoren lægger vægt på, at udenlandske studerende erfaringsmæssigt ikke er så trænede i at arbejde sammen som danske studerende:
- Ved at arbejde tæt sammen får de udenlandske studerende en oplevelse af, hvor langt de kan komme med et projekt ved at arbejde sammen og udveksle oplysninger med hinanden. En arbejdsform, som de danske studerende er vant til, men som tit falder de udenlandske studerende svær, siger Jens Brusgaard Vestergaard.
De 18 studerende startede i august på Ingeniørhøjskolens internationale maskinlinie, hvor de blandt andet lærer om aerodynamik, stålkonstruktioner og computerstøttet design. Ingeniørhøjskolen benytter i øvrigt også Lego Mindstorms til øvelser med danske studerende på første semester i studierne i elektro og informations- og kommunikationsteknologi.
Kilde: Ingeniørhøjskolen i Århus - http://www.iha.dk