23948sdkhjf

Udenlandske ingeniørstuderende lærer om el i Århus

Ingeniørstuderende fra blandt andet Kina, Etiopien, Indien og Australien er i disse dage i Østjylland for at lære om det danske elnet på en international sommerskole, der er den første af sin art i Danmark.
- Det danske elnet er frontløber i en global sammenhæng, fordi en stor del af strømmen produceres af vindmøller. Derfor er der stor interesse fra udlandet for at høre, hvordan vores el-produktion finder sted, og hvordan vi udnytter den alternative energi til at producere strøm til forbrugerne, siger ingeniørdocent Martin Heide Jørgensen fra Ingeniørhøjskolen i Århus.

Sammen med en række andre uddannelsesinstitutioner har Ingeniørhøjskolen i Århus arrangeret den internationale sommerskole, der varer frem til den 28. august. De 28 deltagere skal blandt andet undervises i teknologierne bag det danske elnet, besøge virksomhederne DONG Energy og Vattenfall og se en vindmølleteststation ved Nissum Fjord.

Stor interesse for at være med
Ingeniørstuderende fra 26 lande verden over har ansøgt om at være med på sommerskolen, der har base på Fuglsø-Centret på Mols. 28 studerende fra blandt andet Kina, Etiopien, Indien og Australien slap gennem nåleøjet. Ingeniørdocenten er ikke overrasket over, at unge mennesker fra hele verden vil deltage i den østjyske sommerskole.

- Danske stærkstrømsingeniører har spillet en aktiv rolle i at udvikle teknologierne bag det danske elnet, hvor 21 % af Danmarks el-produktion stammer fra vindmøller. Til sammenligning får Tyskland kun 6 % af deres el fra vindmøller. Derfor er det oplagt, at udenlandske studerende vil høre om de danske erfaringer, siger Martin Heide Jørgensen.

- Samtidig har den globale klimaudfordring skabt et generelt fokus på bæredygtig el-produktion, hvilket uden tvivl også har været med til at rette de unges øjne mod sommerskole i Danmark, som netop er globalt kendt for alternativ energi, tilføjer udviklingschefen.

Kilde: Ingeniørhøjskolen i Århus - http://www.iha.dk

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078