Robotproducent åbner i ind- og udland
Alt vokser hos Mobile Industrial Robots (MIR). På ét år er medarbejderstaben øget fra 13 til 30, og firmaet måtte derfor flytte til et tre gange større hovedkontor i Odense i midten af 2016.
Salget af de selvkørende robotter nåede i årets løb op på mere end 200 eksemplarer plus tilbehør. I 2017 stiler MIR efter en tredobling af robotsalget.
Væksten skal blandt andet komme fra et splinternyt - og foreløbig hemmeligt - produkt, som virksomheden lægger sidste hånd på for tiden. Nyheden bliver lanceret på den internationale robotmesse Automate i Chicago den 3. april 2017.
Salg i 33 lande
Og det er ikke kun i Danmark, firmaet har vokseværk. I alt 73 forhandlerer fordelt på 33 lande sælger nu de danskprodcerede mobile robotter.
MIR har også etableret sig på to af de største markeder med regionale kontorer i New York og ved indgangen til 2017 også i Shanghai.
Globalt har der været en markant tilgang af nye kunder i 2016 i den globale fremstillingsindustri. Køberne er i stigende grad multinationale virksomheder som Flex, Boeing, Ericsson, Honeywell, Continental, Kamstrup, Assa Abloy med flere.