Intelligent vandstyring reducerer energiforbrug
Intelligent vandstyring og driftsoptimering har reduceret Skanderborg Forsyningsvirksomheds energiforbrug med 15 procent.
Undervejs overvågede målestationer på ledningsnettet tryk og flow. På vandværket sørgede avancerede algoritmer for at justere vandindvinding og udpumpning, så der blev brugt mindre energi på at pumpe vandet rundt i systemet.
Overvågning i realtid sparer energi
– Dataindsamling i realtid tegner et klarere billede af vandforbruget. Det giver mulighed for at optimere forsyningen og reducere energiforbruget og dermed CO2-udledningen, siger Skanderborg Forsyningsvirksomheds administrerende direktør Jens Bastrup til virksomhedens egen hjemmeside.
- Eksempelvis kan vi undgå at pumpe med højt tryk i tidsrum, hvor vi kan se, at forbruget er lavt. I alt var vi i stand til at reducere energiforbruget med 15 procent på vores største vandværk.
Den Intelligente Vandby
Hos Skanderborg Forsyningsvirksomhed ser man udviklingsprojektet som første skridt mod at realisere visionen om Den Intelligente Vandby, som er betegnelsen for en række datadrevne udviklingsprojekter på vand- og spildevandsområdet, som Skanderborg Forsyningsvirksomhed har søsat i samarbejde med partnere i vandbranchen.
Formålet med vandbyen er at skabe intelligent styring og miljømæssige gevinster, blandt andet ved at udnytte de muligheder, der ligger i Big Data og Internet of Things, skriver forsyningsvirksomheden på sin hjemmeside.