23948sdkhjf

Søstærk antenneløsning skal forbedre satellitkommunikation til havs

Søens folk og deres kontakter på land skal fremover have mindre bøvl med dårlige forbindelser og lave datahastigheder. Det skal et nyt Højteknologifonds-projekt sørge for.
Store afstande og søgang er et par af modstanderne, når der skal skabes kontakt mellem skibe og land. Satellitter spiller en vigtig rolle i kommunikationen, men det er afgørende, at der er et godt system til at kontrollere antennen på skibet, fortæller lektor og projektleder Mohsen Soltani fra Institut for Energiteknik på Aalborg Universitet i Esbjerg:

- Ved marinekommunikation er det vigtigt at spore satellitten ved at dirigere den indbyggede antenne på skibets udstyr i retning mod satellitten og opretholde kontakt med den. I det tilfælde er det af stor betydning, at antennen har et kontrolsystem, der kompenserer for ydre forstyrrelser fra bølgerne og vinden, fortæller han.

Vil skabe vækst
Den modstandsdygtige løsning han skal udvikle i samarbejde med SpaceCom i de kommende godt tre år skal være både billigere, lettere og mere kompakt end de nuværende alternativer. Samtidig skal den kunne håndtere nye krav om højere overførselshastigheder af data. Hvis det skal kunne lade sig gøre, skal antennen og kontrolsystemet være endnu mere robust og effektive end i dag, så mængden af fejl reduceres:

- Udbyderne af satellitkommunikation bevæger sig i retning mod at lancere en ny generation af højhastigheds bredbåndstjenester, der i forhold til den nuværende teknologi kræver langt højere nøjagtighed i antennens sporing af satellitten. Vores projekt sigter mod test og udvikling af en avanceret styringsteknologi, som gør det nye produkt i stand til at overholde kravene fra den nye generation af satellittjenester, siger Mohsen Soltani.

SpaceCom har 20 års erfaring med udvikling og produktion af tracking-antenner til mobile satellitterminaler. Den videnstunge danske virksomhed sidder i forvejen på 25-30 procent af det maritime marked og op mod 90 procent af markedet for landmobile satellitantenner. Ledelsen forventer, at den nye antenneløsning vil være med til at skabe vækst:

- Forskning og forretning er hinandens afhængige. Projektet bidrager til udvikling af helt nye typer af produkter, og i SpaceCom har vi et begrundet håb om, at det på sigt kan skabe et betragteligt antal nye job som supplement til vores nuværende knapt et halvt hundrede ansatte, siger direktør Peter Nielsen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109