Fortsat høj aktivitet sikrer nyt sønderjysk millionoverskud
Det blev nok en gang et stærkt år i det sønderjyske for Damm Cellular Systems.
Virksomheden leverer radiokommunikation til blandt andet transport-, forsynings-, vindenergi- og råvareudvindingsvirksomheder, og der har været nok gang i markederne til, at selskabet overgik forventningerne til regnskabsåret, der lød på 15-20 millioner kroner før skat.
I stedet landede det tal på 32 millioner kroner, som efter afregning med skat blev til 25 sorte bundlinjemillioner.
"Årets resultat er realiseret over det kommunikerede forventede resultat primært som følge af højere aktivitetsniveau end forventet," lyder det i ledelsesberetningen.
Regnskabsår | 2023/2024 | 2023/2022 |
Valuta | mio. DKK | mio. DKK |
Bruttofortjeneste | 86,3 | 77,2 |
Resultat af primær drift | 36,3 | 30,4 |
Resultat før skat | 32,4 | 43,6 |
Årets resultat | 25,1 | 37,2 |
Balancestatus | 115,5 | 127,0 |
Egenkapital | 76,2 | 93,0 |
Antal ansatte | 73 | 69 |
Kilde: CVR |
Ledelsen kalder desuden årsresultatet for "meget tilfredsstillende" og oplyser, at man på den baggrund har valgt at udbetale en ekstraordinær bonus til de 73 ansatte. Virksomheden oplyser dog ikke, hvor stor den givne bonus er.
I lyset af en fortsat høj aktivitet forventer Damm at lande et resultat før skat på 15-25 millioner kroner i det nuværende regnskabsår, der løber til udgangen af juni næste år. Ledelsen tager dog i den forbindelse forbehold for blandt andet prisudviklingen på råvarer, lønninger og energi.
Lang historie
Damm Cellular Systems holder til i Sønderborg. Virksomheden har over 40 år på bagen, efter Hans Damm stiftede virksomheden i 1981. Her startede han oprindeligt med at udvikle til NMT (Nordisk Mobiltelefoni), og siden er virksomheden hovedsageligt beskæftiget med radiokommunikation.
I dag udvikler Damm enheder til DMR (Digital Mobile Radio) og til TETRA (Terrestial Trunked Radio). Udstyret bruges blandt andet til transport- og mineindustrierne, hvor enhederne skal kunne holde til vind og vejr.
Det er fortsat Hans Damm, der ejer virksomheden, som han stiftede for 43 år siden, og han sidder ligeledes for bordenden i bestyrelsen og fungerer som teknisk direktør. Tommy Trip har siden 2021 været både administrerende direktør og finansdirektør.
Damm Cellular Systems har datterselskaber i USA, Singapore og Frankrig og desuden afdelinger i Australien, Indien, Brasilien og Malaysia.
Det er ikke lykkedes Electronic Supply at få et interview om regnskabet med CEO Tommy Trip