220 millioner til grøn dansk viden
Et projekt om brændselsceller er blandt de 13 nye projekter, som Det Strategiske Forskningsråd nu yder støtte til.
Med projekterne er det ambitionen, at universiteter og virksomheder i fællesskab skal omsætte danske videnskabelige kompetencer til teknologisk viden og løsninger, som kan håndtere nogle af de store strategiske udfordringer i det danske samfund.
Størstedelen af midlerne er bevilget til projekter, der på sigt kan gøre det mere omkostningseffektivt at omstille den danske energisektor til udelukkende at benytte vedvarende energi. Dette års bevillinger bruges til at fremme strategisk forskning inden for biogas, solceller, brændselsceller, batterier og varmepumper. Desuden støttes forskning, der skal skaffe bedre viden om velfungerende elmarkeder og forbrugeradfærd.
Programkomiteen har inden for miljøområdet bevilget ca. 40 mio. kr. til tre projekter, der skal udvikle viden og løsninger på problemer med vandmiljø, luftforurening og lattergas.
Stor satsning på brændselsceller
For professor Poul Erik Morthorst fra DTU Management Engineering, der er programkomiteens formand, er det den brede politiske tilslutning til at gøre Danmark fri af fossile brændsler som olie, kul og naturgas, der har været styrende for de projekter, der støttes inden for indsatsområdet ”Fremtidens Energisystemer”:
- Med energiaftalen fra marts i år har politikerne sat kursen efter et eldomineret energisystem, hvor en meget stor del af forsyningen vil komme fra energikilder med varierende produktion som vind og sol. Det stiller store krav til en effektiv håndtering, hvis vi fortsat skal opretholde et stabilt og sikkert energisystem, siger Poul Erik Morthorst og tilføjer:
- Vi har tidligere givet tilskud til flere strategiske forskningscentre, der i de kommende år udvikler teknologier, der gør vindenergien mere konkurrencedygtig. Nu følger vi op med støtte til forskning i mere effektive brændselsceller og varmepumper, der vil bidrage til at udnytte den varierende elproduktion bedre.
Blandt årets største satsninger er 4M Centret for kommercialisering af højtemperatur PEM-brændselsceller, hvor DTU og Aalborg Universitet hører til de førende forskningsmiljøer i verden. Disse HT-PEM brændselsceller er mere robuste og kan anvendes både til lokal kraftvarmeproduktion og til tung transport.
Centret inddrager blandt andet danske iværksættervirksomheder og koreanske universiteter. Der er et meget stort internationalt marked for brændselsceller til blandt andet mikrokraftvarme og nødstrømsanlæg, som centrets virksomheder har gode udsigter til at få del i.