Industrien kom op i højere gear i februar

Den danske industriproduktion har taget revanche efter en sløj januar, hvor de danske industrivirksomheders output faldt med 11,9 procent.
I februar steg den med 5,1 procent og genvandt altså lidt af det tabte.
Det ændrer dog ikke ved, at produktionen i månederne december, januar og februar var 3,9 procent lavere end i de foregående tre måneder.
- Den seneste tids tilbagegang i industrien skyldes især et dyk i produktionen af medicin.
- Produktionen i medicinalindustrien kan godt svinge meget fra måned til måned, og derfor skal de store udsving tolkes meget varsomt, siger Allan Sørensen, der er cheføkonom i Dansk Industri.
Han forudser dog, at industrien går en urolig tide i møde som følge af de nye toldsatser, som den amerikanske præsident, Donald Trump, vil indføre på varer, der importeres fra udlandet.
Det vil kunne mærkes i et land som Danmark, hvor 70 procent af produktionen afsættes uden for grænserne.
Toldsatserne vil formentlig både ramme den direkte eksport til USA, men også den forventede svækkelse af hele verdensøkonomien kan mindske efterspørgslen på danske varer i det hele taget.
Erik Bjørsted, der er cheføkonom i Dansk Metal, er mere optimistisk. Han mener, at danske industrivirksomheder er konkurrencedygtige og godt rustet til den storm, der kan vente.
De skal bare løse opgaven med at finde andre aftagere af deres varer end amerikanerne.
- EU skal indgå flere handelsaftaler med andre dele af verden, så danske og europæiske virksomheder lettere kan få adgang til nye markeder.
- Derfor skal handelsaftalen med Sydamerika dribles helt i mål, ligesom man bør indgå nye handelsaftaler med for eksempel Australien, siger Bjørsted.
Han har også store forventninger til den bebudede tyske vækstpakke, der skal puste liv i den svækkede tyske industrisektor.
/ritzau/