23948sdkhjf

CB Svendsen lander ordre fra CERN

Midt i et generationsskifte og en mere udadvendt salgsstrategi har CB Svendsen vundet en EMS-ordre fra det europæiske center for forskning i partikelfysik.
Der er grund til smil hos CB Svendsen, som i disse dage debuterer i rollen som udstiller på elektronikmessen E-12 i Odense Congress Center.

Dels er CB Svendsens stand blandt de bedst besøgte på messen, dels kan Værløse-virksonheden deltage med en god nyhed i baghovedet.

- Vi har netop fået CERN som kunde for første gang. Kontrakten blev underskrevet i sidste uge, og vi har ind til videre haft besøg af deres tekniske afdeling. Det er en one time-ordre, som vi håber, kan være med til at fungere som et kvalitetsstempel for virksomheden, siger adm. direktør Carsten B. Svendsen til Electronic Supply.

Aftalerne med CERN er kendt som både udfordrende og spændende opgaver, mens det økonomiske aspekt ikke altid er lige lukrativt. Ifølge Carsten B. Svendsen er der dog tale om en EMS-ordre ”i den pæne ende”.

- Ellers ville vi ikke vælge at indgå den på sådan et niveau, understreger han.

Opruster på udviklingssiden
CB Svendsen har som nævnt også mødt medgang på E-12, hvor firmaets stand har været velbesøgt af både nye og potentielle kunder samt nysgerrige besøgende.

- På den korte bane er vi her for at skabe kontakter og få udbredt kendskabet til vores navn, men på den lange bane håber vi da på, det kan kaste nogle leads og projekter af sig. Vi ønsker at opnå et endnu bredere kendskab i branchen og at penetrere markedet, som man siger, lyder det fra Jakob Svendsen, der i dag er COO i firmaet, men som er kørt i stilling til at overtage direktørposten, når far Carsten inden for få år trækker sig helt tilbage.

Generationsskiftet har været planlagt siden starten af 2011 og foregår som en femårig proces, hvor Jakob og hans to år yngre bror, Martin, der i dag er produktionsleder, med tiden overtager mere ansvar i firmaet.

Brødrene har blandt andet satset på et øget salgsarbejde og er desuden i færd med at opruste på udviklingssiden, hvor CB Svendsen allerede har foretaget en nyansættelse og i øjeblikket er på aktivt udkig efter yderligere kompetencer.

- Vi arbejder på den lange bane, og det er en af grundene til, at vi har valgt at udvide på udviklingssiden. Det er svært at have store forventninger om at fordoble omsætningen på en femårig periode, når markedet ser ud, som det gør for tiden, men i stedet kan vi fremtidssikre os ved at sætte en række initiativer i gang, som gavner os på sigt, forklarer Jakob Svendsen om firmaets strategi.

CB Svendsen holder til på stand 1732, hvor både adm. direktør Carsten, COO Jakob og produktionsleder Martin vil være at finde.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062