Lille dansk virksomhed vinder patentsag mod milliard-amerikanere
Det er en vaskeægte David-mod-Goliat-sag, som nordsjællandske Sens4 har vundet.
Virksomheden, der fremstiller sensorer og transducere til måling af vakuum, har fået Sø- og Handelsrettens ord for, at de ikke har krænket den amerikanske milliardvirksomhed MKS Instruments' patenter.
Forbudssagen blev afgjort i november, og nu er der faldet afgørelse om betaling af sagens omkostninger, hvor MKS Instruments er pålagt at betale 2,2 millioner kroner.
Direktør og stifter, Ole Wenzel, er godt tilfreds med, at forbudssagen er lukket ned, fortæller han. Sagen drejer sig om, at MKS Instruments i 2018 begyndte at patentere en række sensorteknologier inden for vakuummåling. Sens4, der er stiftet i 2017, har i mellemtiden været på markedet med en løsning, der ifølge Ole Wenzel skiller sig ud fra MKS Instruments'.
- Jeg havde på fornemmelsen, at vi ville vinde, så derfor satte vi også alle sejl ind, siger Ole Wenzel, der fortæller, at han af samme årsag havde hyret de bedste advokater til opgaven.
Strid ikke slut
Striden med amerikanerne, der i 2024 omsatte for svarende til knap 24 milliarder kroner, er dog ikke endeligt afsluttet.
Den første sag var en forbudssag, der skulle afgøre et midlertidigt forbud omkring distribution af Sens4's produkter, der blandt andet bruges i mikrochip- og medicinalsektorerne, ligesom Hellebæk-virksomheden ville kunne blive tvunget til at trække produkter på markedet tilbage.
Men MKS Instruments har ligeledes indledt en hovedsag vedrørende patentet hos Sø- og Handelsretten. Denne sag verserer fortsat, og Ole Wenzel forventer først, at den vil komme for retten i andet halvår af næste år. Han er dog fortrøstningsfuld:
- Vi har absolut gode kort på hånden. Det er de samme kort, som vi demonstrerede i forbudssagen, så jeg har en god mavefornemmelse, siger Ole Wenzel.
Han henviser blandt andet til, at man i forbindelse med forbudssagen havde entreret med en professor fra DTU, der gav sit besyv med i forhold til, hvordan designet differentierede sig fra amerikanernes.
Teknologien
Stridspunktet i sagen mellem Sens4 og MKS Instruments er et Pirani-vakuummålerkredsløb, et vakuummåleprincip oprindeligt opfundet i 1906.
I 2018 begyndte MKS Instruments at opbygge en patentfamilie vedrørende en specifik metode til at tilslutte Pirani-sensoren med en modstand.
Sens4's teknologi indebærer en ny tilgang til vakuummålerne drevet af avancerede beskyttende sensorcoatings anvendt i MEMS Pirani-transducere. Disse coatings har udvidet anvendelsesmulighederne for MEMS Pirani-sensorteknologi, som traditionelt har været domineret af konvektionsbaserede vakuummålere.
Sens4's løsninger anvendes til måling og styring af processer med måling af vakuumtryk. Det kan blandt andet være i produktion af halvledere, analyseudstyr til medicinalindustrien og til rumfartsindustrien.
Kilde: Sens4
Havde ikke noget valg
Sens4 har 9 ansatte og egen produktion i Nordsjælland. Virksomheden havde i 2023 en bruttofortjeneste på 8,5 millioner kroner og en bundlinje på 3,2 af slagsen.
De bokser dermed i en helt andet vægtklasse end MKS Instruments, men der var ingen tøven i forhold til at gå ind i sagen.
- Naturligvis var jeg nervøs, men vi havde ikke noget valg, hvis vi ikke skulle trække os fra markedet. Men vi var også fuldstændigt sikre på, at vi ikke krænkede deres patent. Men man har ikke andet valg end at stå imod og gøre, hvad der skal til, siger Ole Wenzel.
Han har desuden en opfordring til andre, der måtte havne i en twist med en lignende sværvægter:
- Man skal være meget sikker i sin sag, for det er nogle store beløb, der er i spil, lyder det fra Ole Wenzel.