Robotselskab lander eksklusiv aftale med rumænsk storspiller
Danske Shape Robotics har indgået en treårig distributionsaftale med Altex, Rumæniens største IT- og elektronikforhandler.
Aftalen sikrer dermed Shape Robotics særstatus som eneleverandør af flere uddannelsesteknologier, herunder robotter, 3D printere, VR-briller samt software til sprog- og fysiklaboratorier.
Aftalen har en forventet værdi på 35 millioner kroner over de næste tre år.
- Vi har oplevet en massiv nyhedsinteresse omkring vores SmartLabs og det har åbnet helt nye døre, og nu underskriver vi en kæmpe aftale med Rumæniens største IT- og elektronikforhandler med en forventet værdi på et tocifret millionbeløb, som samtidigt gør os til eksklusiv leverandør af flere uddannelsesteknologier til Altex, siger André Fehrn, der er CEO i Shape Robotics.
Dansk EdTech til private forbrugere
Rumænske Altex satser stort på direkte salg af uddannelsesteknologi til skolevæsenet og kan med Shape Robotics som partner gå til det voksende kommercielle marked for moderne uddannelsesteknologi.
Altex omsætter årligt for mere end syv milliarder kroner via fysiske varehuse, samt online salg og beskæftiger mere end 4000 ansatte.
- Udover at vi forventer at skulle levere 1.175 SmartLabs i Rumænien, får vi nu en kæmpe elektronikkæde som samarbejdspartner, som skal booste vores direkte salg til skoler. Med denne aftale åbner der sig nu en helt ny afsætningskanal, som giver os direkte adgang til både skoler og uddannelsesinstitutioner, som på sigt også kan udvikle sig til et direkte salg til private forbrugere, siger André Fehrn.
Altex har dedikeret et kompetent salgsteam på 10 personer, som trænes af Shape Robotics, til at afsætte uddannelsesteknologi direkte til skoler og uddannelsesinstitutioner.
Salgsteamet kommer til at stå for etablering af lokale kundekontakter, logistikstyring og garantier og bliver ansvarlige for den vigtige løbende kundesupport. På sigt er det hensigten, at Shape Robotics også skal kunne sælge de anerkendte Fable-robotter og anden undervisningsteknologi direkte til forbrugere.