23948sdkhjf

Børsbaby ændrer sit DNA efter vellykket 2021-satsning

2021 skulle vise sig at pege robotudviklerne fra Shape Robotics i en helt ny - og indbringende - retning.

Det kan man blandt andet læse ud af de ureviderede tal i den netop offentliggjorte Q4-rapport.

Med en stor ordre på "SmartLabs" til Rumænien i fjerde kvartal er Shape Robotics nu mere at anse som en leverandør af løsninger fremfor en leverandør af robotter.

Kigger man på nettoomsætningen i virksomheden i 2021, så kom 50 procent fra salg af teknologilokaler - SmartLabs, 37 procent fra salget af det oprindelige kerneprodukt - Fable-robotten, 3 procent fra abonnementer og 10 procent fra kategorien "andet".

Alt tyder også på, at andelen fra teknologilokalerne kommer til at blive langt den største indtjeningskilde i de kommende år. Efter en ordre på 100 SmartLabs til Rumænien hævede Shape Robotics sine forventninger på omsætningen overfor børsen fra et niveau omkring 45 millioner kroner til op imod 70 millioner kroner.

Shape Robotics:

  • Shape Robotics udvikler og producerer læringsrobotter målrettet skoler.
  • Etableret af Moises Pacheco og David Johan Christensen, der dengang var adjunkt og robotforsker, mødtes første gang i 2011 på Danmarks Tekniske Universitet.
  • I slutningen af 2015 stiftede de to Shape Robotics som en spin-out virksomhed.
  • Med midler fra Undervisningsministeriet og DTU blev den første Fable-robot sendt til en kunde i 2017. 
  • Shape Robotics blev børsnoteret på Nasdaqs First North i 2020.

- Vi har taget skridtet videre ved at levere hele løsningen til kunden. Det lå ikke i kortene, da vi gik ind i 2021, men det var sådan, vi udviklede os. Og der kan man jo bare se, med den ordre der kom i fjerde kvartal, at det var en super god beslutning at gå "all in" på den retning, siger David Johan Christensen, medstifter og CEO for Shape Robotics.

Shape Robotics skal levere de 100 SmartLabs til rumænske skoler inden sommer, men efterfølgende står det rumænske undervisningsministerium klar med over 1000 skoler, der også skal udstyres med robotter og digitale muligheder.

Kapitalen er på plads

Ved introduktionen på Nasdaqs First North i sommeren 2020 fik Shape Robotics polstret pengetanken med 27 millioner kroner i provenue. I efteråret 2021 foretog man en aktieudvidelse og fik 10,3 millioner kroner ind.

Men det koster også at bygge en virksomhed op, der kan udvikle og levere færdige robotløsninger. Pt. beskæftiger man 30 medarbejdere i Farum-virksomheden, og det blev også til et opkøb af en rumænsk samarbejdspartner til en samlet pris af omkring 15 millioner kroner, der skal afregnes over de kommende år.

SmartLabs:

  • Et SmartLab er en turnkey løsning til teknologisk modernisering af skoler, hvor der indrettes et klasselokale med udstyr såsom computere, 3D printere, møbler og robotter.
  • Shape Robotics Romania er
    koordinator af en gruppe af virksomheder, der kan levere det fulde SmartLab koncept, og Fable Robotter
    fra Shape Robotics er en central del af konceptet.

Kilde: Shape Robotics

Shape Robotics har ikke oplyst overfor Nasdaq, om der kommer flere aktieudvidelser i fremtiden for at holde likviditet i forretningen, men på den korte bane har virksomheden sikret sig kapital til at levere på ordren i Rumænien, som man har samlet et konsortium af virksomheder til.

- Vi har fået lån hjem fra Danske Bank og Eksportkreditfonden, så vi kan producere og levere de 100 SmartLabs i Rumænien, siger David Johan Christensen.

Det er som sagt over 1000 skoler i Rumænien, der skal have et SmartLab. Og selvom Shape Robotics foreløbigt kun har kontrakt på de første 100, så ligger det lidt i kortene, at med en succesfuld levering, så står den danske virksomhed forrest i køen til de næste mange.

- Det her med at kunne levere et komplet teknologi-laboratorie, det er der et kæmpe stort potentiale i. Ikke kun i Rumænien og Danmark, men i hele verden, siger David Johan  Christensen.

Shape Robotics A/S
mio. kr. 2021* 2020
Nettoomsætning 17,8 6,0
Resultat før ekstraordinære poster - 16,8 - 11,2
Resultat før renter og skat -16,3 - 12,8
Årets resultat -16,6 - 12,7
Balancesum 26,1 24,2
Egenkapital 14,5 20,4
Antal ansatte 30 30
*Ikke revideret. Regnskabsåret blev afsluttet 31.12. 2021
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

1.951