Robotproducent henter ny direktør på Teknologisk Institut
Henrik Jacobsen er blevet ansat som administrerende direktør hos Odico hvor han tiltræder den 1. april.
Han er 58 år gammel og er uddannet B.Sc. Production Engineering fra SDU. Senest kommer han fra en stilling som vicedirektør for produktion og innovation på Teknologisk Institut, hvor han siden 2018 har beskæftiget sig med kommercialisering indenfor digitalisering samt udvikling af robot- og automationsteknologi.
Før det har Henrik Jacobsen blandt andet været ansat i Blue Ocean Robotics som VP for international business development, CEO for Arkitektgruppen, MD i Aluwind Group, MD i Væksthus Syddanmark samt VP i ABB’s robotic-division.
- Jeg ser et stort potentiale for fortsat udvikling af Odico A/S og er overbevist om, at jeg gennem mine samarbejdsevner, lederegenskaber, kompetencer, erfaringer og netværk vil kunne bidrage betydeligt til denne udvikling. Jeg vil motivere og udvikle organisationen til at nå de strategiske mål formuleret og vedtaget af bestyrelsen og ejerkredsen. Det gælder både økonomiske mål, men også i forhold til at udvikle virksomhedens produkter og potentiale samt evne til eksekvering gennem medarbejdere og organisation, siger Henrik Jacobsen.
Søren Ravn Jensen, bestyrelsesformand i Odico, tilføjer:
- Med ansættelsen af Henrik Jacobsen får virksomheden en administrerende direktør, der gennem sit tidligere virke har betydelig erfaring med kommercialisering af robotteknologiske løsninger, der skabes gennem aktiv inddragelse af medarbejdere. Henrik vil sammen med Odicos mange kompetente og engagerede medarbejdere kunne realisere vores strategi, der er fokuseret på digital fabrikation og robotløsninger til især byggeindustrien. Med Henrik ombord vil Odico kunne skrue op for eksekveringen af vores salgs- og markedsføringsindsats.
Henrik Jacobsen afløser Anders Bundsgaard, grundlægger af og hovedaktionær i Odico, der meddelte sin afgang fra selskabet den 3. december sidste år.