23948sdkhjf

Mangel på mikrochips sender priser i vejret

Prisen på brugte benzin- og dieselbiler stiger markant på grund af mangel på nye biler. Men de brugte elbiler er ikke steget i pris.

Prisen på en brugt bil er i gennemsnit steget med 12 procent det seneste år, mens udbuddet er faldet med 28 procent.

Priserne stiger af flere grunde.

Hovedårsagen er, at coronakrisen har givet en global mangel på mikrochips. Det har ramt bilproducenterne hårdt, og de kan derfor ikke levere det samme antal biler som normalt.

Det har fået forbrugerne til at kigge mod brugte biler.

Brugtvognsforhandlerne får heller ikke så mange biler ind som normalt.

Det skyldes blandt andet, at udlejningsselskaberne ikke har udskiftet deres biler i lige så høj grad, som de plejer, da de ikke har været lejet ud til turister på grund af pandemien.

Analytiker: Godt tidspunkt at skifte til elbil

Jan Lang, der er markedsanalytiker ved Bilbasen, forklarer, at det er tilskudsordninger til forbrugerne i blandt andet Tyskland og Frankrig, der gør, at priserne på elbiler ikke er steget i Danmark på linje med benzin- og dieselbiler.

- Forbrugerne får op til 50.000 kroner i tilskud til elbiler i Frankrig og Tyskland, så de køber dem. De kan så sælge dem videre til danske forhandlere efter et år, og det gør de, siger han.

Sidste år stod elbiler for under to procent af det samlede salg af brugte biler. I år ligger det på fem til syv procent.

Jan Lang mener, at det kan være et godt tidspunkt at skifte til en elbil, da man lige nu får forholdsvist mere for den gamle benzin- eller dieselbil, end man giver for elbilen.

FDM: Slå koldt vand i blodet

Ved FDM, der er bilejernes organisation, opfordrer man forbrugerne til at slå koldt vand i blodet.

Biler, der kommer fra andre steder i Europa, har nemlig sjældent den samme mængde udstyr som biler solgt på det danske marked.

Og priserne på nye elbiler er meget attraktive, forklarer Karsten Meyland Lemche, der er indholdsredaktør på magasinet "Motor", der bliver udgivet af FDM.

- Bilerne skal jo nok komme igen, og man skal jo have sin bil i en længere periode end en liter mælk. Så vent hellere, til du kan få den bil, du vil have - i stedet for at købe en i panik, siger han.

/ritzau/

Kilde: /ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094