Dansk elektronik følger gøgens hemmelighedsfulde vandring
INSTRUMENTS A/S leverer håndholdt målerudstyr til et ambitiøst satellitprojekt, der skal kortlægge gøgens trækrute mellem Europa og Afrika.
Et projektteam fra DTU har gennem de sidste syv år arbejdet på at udvikle satellit, jordstation og mikrosender, så man via senderen placeret på gøgen kan følge fuglen på dens trækrute. Fuglenes position sendes op til satellitten og transmitteres herefter ned til DTU’s jordstation i Lyngby.
Og der er måleudstyr med dansk aftryk med på sidelinjen. Grossistvirksomheden Instruments A/S fra Horsens har således leveret avanceret måleudstyr til projektet i form af en håndholdt spektrumanalysator og en håndholdt netværksanalysator. De to instrumenter fra producenten Anritsu bruges blandt andet til henholdsvis at verificere senderens signalmodulation samt sendeeffekt og tilpasning mellem de enkle komponenter i radiosystemerne.
Følger fuglene magnetbanerne?
Normalt bruges sådanne instrumenter i telekommunikationsbranchen og den maritime sektor, så der er tale om noget af et brancheskift. Det vækker glæde hos salgschef i Instruments A/S, Mads Nedergaard.
- Det er et super interessant projekt, fordi vi jo er ret tæt på noget, der ligner grundforskning, og det er jo ikke så tit, at vores kunder befinder sig i det segment. Vores kunder er ofte mere ovre i den kommercielle sektor. Og så er det et sjovt projekt. Alle dem, jeg snakker med om det, siger jo: ok, det vidste jeg ikke lige om gøgen, siger Mads Nedergaard.
De unge gøgefugles trækrute fra Europa til Afrika har gennem mange år givet ornitologer og biologer søvnløse nætter, forklarer projektets hovedinstrumentansvarlige og ingeniør ved DTU Space, Michael Faursby Ahlers.
- Gøge udruger ikke deres egne unger, og man regner med, at de overvintrer nede i Afrika. Men hvordan finder ungerne så fra Afrika til Europa? De flyver om natten og alene. Så vi ved ikke, om de følger magnetbanefelterne.
Vejer kun fem gram
Det skal den ultralette sender altså gøre forskerne klogere på. Men tekniske udfordringer er der nok af.
Senderen på gøgen må eksempelvis højest veje fem gram og sender med kun 200 milliwatt. Signalet, der med sine 867-869 megahertz ligger tæt på GSM-frekvensen, skal samtidig kunne nå ud til satellitten, der på visse tidspunkter befinder sig over 2.000 kilometer væk.
Desuden er der det europæiske kontinents signalforstyrrelser at tage hensyn til, eksempelvis i form af udstråling fra biler, mobiltelefoner og elværker. Derfor er det særdeles vigtigt, at DTU’s projekthold råder over robust, håndholdt målerudstyr, som kan tages med ud i felten. Efter planen skal satellitten sendes op i verdensrummet med en kommercielt lastet raket til næste vinter.
