23948sdkhjf

Sådan vil ny Kohsel-CEO skabe vækst

Forretningsområdet er skærpet, og Kohsel er med nyt ejerskab og ny direktør gearet til vækst efter en årrække med skuffende tal

Torben Drejer er ny CEO for Skanderborg-virksomheden Kohsel.

Han skal få transformervirksomheden tilbage på rette spor efter et par svære regnskabsår.

- Vi har via interne og eksterne undersøgelser nået frem til en konklusion om at fokusere forretningen på tre områder. Alle områder og teknologier, hvor Kohsel igennem årtier har bevist sig innovative og konkurrencedygtige, siger Torben Drejer i et interview med Electronic Supply.

De tre primære fokusområder kommer fremover til at være renewable energy, power conversion og det industrielle segment.

Med "vi" mener Torben Drejer ham selv, ledelsen og den øvrige ejerkreds. I efteråret opkøbte Morten og Birgit Kohsel sammen med AMBright Kohsel fra kapitalfonden Blue Equity, der gennem en årrække havde forsøgt at afhænde virksomheden. I samme ombæring blev Torben Drejer og hans mangeårige ETK EMS-partner, Thomas Vinther, minoritetsejere i selskabet.

56-årige Torben Drejer trådte i forbindelse med opkøbet ind i bestyrelsen, der siden har arbejdet på at udarbejde den strategi, som han nu skal stå i spidsen for at føre ud i livet i virksomheden, der har produktion i Thailand og Letland og i alt råder over godt 400 ansatte.

En strategi, fortæller Torben Drejer, der drejer sig om at indsnævre forretningen til de førnævnte fokusområder og desuden at udnytte stabiliteten i en familie-ejerkreds til at fortsætte de langvarige kunderelationer.

Om Torben Drejer

Fra 2008 til 2025 har han været en del af EMS-virksomheden ETK EMS som VP og partner. Han er i dag ude af driften men fortsat minoritetsejer i holdingselskabet bag.

Blev i 2024 en del af bestyrelsen i Kohsel, hvor han i april 2025 overtog CEO-rollen. Han besidder desuden en mindre ejerandel sammen med sin mangeårige ETK-partner, Thomas Vinther.

Arbejdede inden ETK en årrække inden for indkøb, salg og sourcing i blandt andet Arrow og Martin.

Nu er feltet snævret ind, og fremover vil man arbejde tæt med de eksisterende kunder:

- De lange kunderelationer er vigtige, og der er stadig meget potentiale i de eksisterende kunder. Så vi skal sætte os ned med de eksisterende kunder og udvikle os i den retning, som de har behov for. Det her marked er i bevægelse, for der er kun lige taget hul på elektrificeringen, siger Torben Drejer.

Han kan desuden fortælle, at Morten Kohsel vil gå tilbage i den daglige drift og skal stå for kontakten med flere af storkunderne.

Derudover lyder det fra Torben Drejer, at Kohsels fokus især vil være på de nordiske markeder.

Til salg i lang tid

Torben Drejer ser generelt Kohsels nuværende forfatning som værende stærk. Han mener, der i det nye ejerskab er "sparket noget glæde og tro på det" ind i virksomheden og en stabil finansiering.

Eftersom Blue Equity de facto havde virksomheden til salg i en årrække, har der ikke været samme fremsynethed, som det nu er planen at lægge for dagen.

- Det svarer til at have et hus til salg. Man skal hele tiden sørge for, at der er rent, men man laver ingen ombygninger, siger Torben Drejer.

Han fortæller, at det dog ikke er ham selv, der har valgt ham som direktør, på trods af han både er i ejerkredsen og en del af bestyrelsen. Han bistod egentligt blot med strategiarbejdet, da majoritetsejerne prikkede ham på skulderen og spurgte, om han ville stå i spidsen for Kohsel fremover.

Derfor er der heller intet uvenskab med den forhenværende direktør, Jan Ellegaard. Han var især ansat til at drive forretningen i den periode, hvor virksomheden skulle sælges, lyder det.

De to har kendt hinanden i 20 år, og Torben Drejer kalder Jan Ellegaard for "knusende dygtig".

Et godt hold og en god plan

I løbet af de næste måneder skal Torben Drejer på besøg i produktionen i Letland og Thailand, som han indtil videre kun har mødt via videokald.

Han er generelt ved godt mod vedrørende både Kohsels og sin egen fremtid i virksomheden:

- Der er et godt hold, en stabil ejerkreds og en god plan, som vi skal have eksekveret på. Det skal nok blive godt, lyder det fra Torben Drejer.

Torben Drejer har i en årrække været en del af driften i EMS-virksomheden ETK i Skanderborg, hvor han udtrådte i januar.

Han er dog fortsat en del af holdingselskabet bag ETK, BE-ETK Holding, som bestyrelsesmedlem og minoritetsejer.

Kohsel er stiftet i 1969 af Poul Erik Kohsel.

Virksomheden ejes i dag af Morten og Birgit Kohsel sammen med AMBright, der i fjor købte virksomheden tilbage fra kapitalfonden Blue Equity.

Virksomheden leverede i 2023/2024-regnskabet et underskud på 6,8 millioner kroner, men forventningen er sorte tal for regnskabsåret, der lukkes ved udgangen af april.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.049