Indiske selskaber sendte 600 ton iPhones til USA før toldsatser

Apples hovedleverandører i Indien sendte i marts iPhones til en værdi af knap to milliarder dollar til USA, forud for at Donald Trumps toldsatser mod landet trådte i kraft.
Det svarer til godt 13 milliarder kroner.
Leverandørerne hedder Foxconn og Tata Electronics og sendte i alt 600 ton telefoner til USA.
Det gjorde man for at sikre et tilstrækkeligt lager på et af selskabernes største markeder og også af bekymring for, at toldsatserne ville presse omkostningerne op.
I april indførte den amerikanske præsident, Donald Trump, 26 procent told på al import fra Indien. Trump har siden sat de fleste toldsatser på pause.
Foxconn sendte smartphones til USA for i alt 1,31 milliarder dollar i marts. Det er det højeste beløb, som Foxconn nogensinde har eksporteret iPhones for. Det svarer til forsendelserne i januar og februar til sammen.
Dermed ender Foxconns samlede eksport fra Indien til USA i 2025 på 5,3 milliarder dollar - 35 milliarder danske kroner.
Tata Electronics sendte iPhones for i alt 612 millioner dollar til USA i marts.
Apple, Foxconn og Tata har ikke umiddelbart reageret på nyhedsbureauet Reuters' anmodninger om kommentarer.
Tolddata viser, at alle Foxconns forsendelser til USA landede i byer som Los Angeles, New York og Chicago.
Trump har undtaget smartphones og anden elektronik fra de høje toldsatser. Disse produkter importeres hovedsageligt fra Kina. Han har senere indikeret, at undtagelserne vil være kortvarige.
Den amerikanske told på kinesiske varer er for nuværende på 145 procent. Som modsvar har Kina indført en told på amerikanske varer på 125 procent.
For at fremskynde forsendelserne lykkedes det Apple at lave en aftale med de indiske lufthavnsmyndigheder om at reducere tiden, som det tager at komme igennem tolden i Chennai-lufthavnen i det sydlige Indien, fra 30 til 6 timer.
Mindst seks fragtfly blev brugt til forsendelserne, lyder det fra en anonym kilde.
/ritzau/Reuters