Kreditorer jagter millioner efter HPI-konkurs
Den tidligere ejer af HPI Electronics & Cables risikerer at tabe millioner på grund af en standardformulering i regnskabet for 2010.
Konkursboets kreditorer mener nemlig, at milliardæren er forpligtet til at dække det tab, de har lidt, og som foreløbig er opgjort til 137 mio. kr.
Det skriver Børsen i dag.
Skal vurdere formuleringen
Erik Skjærbæk overtog ledelsen i HPI Electronics & Cables i starten af 2011, og da regnskabet for 2010 blev underskrevet 7. juli samme år, indeholdt det følgende formulering:
“Selskabets nye hovedaktionær har over for selskabet afgivet tilsagn om støtte til selskabets finansielle beredskab for 2011.”
Spørgsmålet er derfor, om kreditorer som Danske Bank, Nordea og FIH Erhvervsbank kan gøre krav på dækning for de 137 mio. kr., de har mistet, gennem Erik Skjærbæk.
- Vi skal vurdere, om formuleringen i støtteerklæringen kan anses som en garanti, så Erik Skjærbæk har pligt til at afholde det tab, som kreditorerne har lidt efter konkursen, siger Andreas Kærsgaard Mylin, kurator i konkursboet og advokat i Plesner Advokatfirma, til Børsen.
”Hastigt videre”
Erik Skjærbæk selv afviser kravet med henvisning til, at han løbende har tilført HPI Electronics & Cables kapital – aktuelt 44 mio. kr. i perioden op til konkursen i september .
- Flere af kreditorerne har været eller er blevet opmærksomme på denne støtteerklæring, men omvendt kan vi konstatere en række løbende millionindskud til driften fra selskaber tilknyttet Erik Skjærbæk, også umiddelbart op til konkursen, siger Andreas Kærsgaard Mylin om sagen.
I november meddelte Erik Skjærbæk kortfattet, at HPI Electronics & Cables for ham var et overstået kapitel, selv om han havde skudt 44 mio. kr. ind i firmaet, og at han var "hastigt videre” .
En juridisk tvist
Så mens HPI Electronics som virksomhed altså er fuldt oppe at køre igen under navnet HPI Cables & Electronics 2011 A/S, venter formentlig et retsligt efterspil med henblik på konkursen.
- Det er helt klart et juridisk spørgsmål, om man kan skrive en støtteerklæring i et regnskab, lukke butikken kort efter og sige, at det var bare ærgerligt, siger Ulrik Rammeskow Bang-Pedersen, juraprofessor på Københavns Universitet, til Børsen.