23948sdkhjf

Opkøb og samarbejder giver bonus hos Scanvaegt Systems

I maj sidste år købte Scanvaegt Holstebro-virksomheden Accuratech, og i januar i år indgik man et strategisk samarbejde med belgiske Marelec.

Begge er eksempler på Scanvaegts vækststrategi, hvor man søger alliancer for at øge væksten.

Fremgang i Holstebro

Og både opkøbet og samarbejdsaftalen har været givtige for Scanvaegt indtil videre, understreger administrerende direktør Jan Elgaard.

- Akkvisitionen af Accuratech har været en rigtig god forretning. Tesen var, at vi kunne tilføre hinanden rigtig meget værdi, siger han.

- De er vokset med 15 procent det sidste år, har fået gazelle for tredje gang, og vi har været nødt til at få større lokaler til dem, tilføjer Jan Elgaard.

Fortsætter som selvstændigt selskab

Aktiviteterne i Accuratech ligger stadig i et selvstændigt selskab, og det skal der ikke laves om på. Det skal heller ikke flyttes fra Holstebro.

- Vi har ikke behov for at få dem assimileret. Jeg synes, de har startet en kultur i Holstebro, og den skal vi beholde, lyder det fra Jan Elgaard.

Netop derfor var det også en del af handlen, at Benny Filtenborg (CTO) og Søren Schultz Jespersen (CEO), der begge er medejere af Accuratech, skulle fortsætte i virksomheden.

Udnytter hinandens styrker

Groft sagt udvikler Accuratech al software til Scanvaegts fødevareløsninger, mens software til koncernens andet ben, brovægte, stadig bliver udviklet i Aarhus. Derudover sælger Accuratech også software til kunder, hvor Scanvaegt ikke har nogen aktiviteter.

- Der var nogle overlap, men der var også nogle områder, hvor vi var markant bedre, og der var nogle områder, hvor de var markant bedre. Det betyder bare, at det samlede produkt bliver bedre, forklarer Jan Elgaard.

Han understreger, at opkøbet også har haft en synergieffekt hos Accuratech.

- De har fået åbnet op for deres softwaresalg i Danmark, Norge og Sverige hos kunder, de ikke var inde hos, men hvor vi var. Og de har fået åbnet op for salg i Tyskland, Holland, Østrig og Polen, siger Jan Elgaard.

To familieejede koncerner

Når det gælder samarbejdet med Marelec, er det endnu ikke helt udrullet, i og med, at det kun har varet et halvt år.

- Marelec var nogen, vi gik og konkurrerede lidt imod, og det nød de lidt større spillere godt af, for vi gik og bekrigede hinanden. Så jeg kunne bare se, at hvis vi gik sammen, så kunne vi tilføre kunderne meget større værdi. Og det er både på hardware og software og en kombination af deres og vores løsninger, forklarer Jan Elgaard.

Ligesom Scanvaegt er Marelec også en familieejet virksomhed, og samarbejdet betyder, at Scanvaegt har udvidet sit produktsortiment med Marelecs produkter, som man nu kan sælge på Århus-virksomhedens kernemarkeder i det nordlige Europa.

Planen er også, at Scanvaegt skal have adgang til de markeder, hvor Marelec står stærkt.

- De har også fået lov at sælge vores produkter, men den del er ikke blevet rullet ordentligt ud endnu, siger Jan Elgaard.

Flere opkøb på vej

Han forklarer, at der helt sikkert kommer yderligere ekspansion; enten i form af opkøb, som Accuratech, samarbejde, som med Marelec, eller via agenturer, hvor man i dag sælger produkter fra Hitachi og Griptech

- Vi kigger på et par stykker, hvor målet er det samme. Vi er i analysefasen af, hvordan vi kan komme med merværdi for vores kunder – enten hvordan vi kan komme med nye løsninger, eller hvordan vi kan købe os til dem, slutter Jan Elgaard.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078