23948sdkhjf

Rovsing A/S har fyldte ordrebøger efter succesfuld turnaround

Hos Rovsing A/S, der producerer testsystemer og produkter til satellitter og rumfartsbranchen, er man efter eget udsagn nået vigtige milepæle i den turnaround, der blev indvarslet, da Hjalti Pall Thorvardarson tiltrådte som CEO i starten af 2018.

Virksomheden fremstår nu trimmet og med et friskt Q1, hvor der landede sorte tal på bundlinjen. Det er nu tredje kvartal i træk.

I perioden omsatte virksomheden for 5,8 millioner mod 4,6 i samme periode sidste år. Men mere væsentligt forbedrede man EBITDA fra - 0,7 millioner kroner til et plus på 0,4 millioner kroner.

Rovsing A/S præsterede i seneste årsregnskab 2019/20 et EBITDA tab på 0,9 millioner kroner. Det akkumulerede EBITDA tab i de seneste fem regnskabsår, udgør 8,4 millioner kroner.

Vi er blevet skarpe
I lang tid havde man hos Rovsing ikke arbejdet smart nok og ikke sikret et kontinuerligt og ensartet flow i ordreindtaget. Og det betød at man i mange projekter endte med at tabe penge i stedet for at tjene penge, lyder en del af forklaringen på mange års tab i virksomheden.

- Vi har arbejdet rigtig meget med at få styr på vores omkostninger og vores processer, fortæller Hjalti Pall Thorvardarson til Electronic Supply. Han peger især på, at man hos Rovsing A/S har arbejdet med at være helt skarpe, når man har afgivet tilbud. Og det har givet pote.

- Rovsing er lykkedes med at komme godt med på mange nye missioner og vi kommer til at lave flere ensartede opgaver, siger Hjalti Pall Thorvardarson.

Og man kan allerede nu melde, at ordreindtaget for hele året er sikret. Dertil kommer, at der i den kommende tid lægges nye opgaver ud i forbindelse med eksempelvis de nye Copernicus-missioner, Galileo Transition Satellites, Mars Sample Return og andre store missioner inden for observation, videnskab og forskning.

Her har Rovsing A/S gode forudsætninger for at kunne være med.

- Rumbranchen har været støt stigende i mange år. Men når vi kigger frem, så er der udsigt at stigningen bliver skarpere, siger Hjalti Pall Thorvardarson, der også forventer, at det vil komme til udtryk i Rovsings resultater i de kommende år.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.082