23948sdkhjf

Capres vil øge forståelsen for mikrochips

Snart kan måleudstyr fra Capres A/S vise præcis hvor mange og hvordan elektronerne bevæger sig i byggematerialet til det moderne samfunds elektronik.
Måleudstyret kan hjælpe udviklere af mikrochips til at finde nyt materiale til fremtidens chips, som i dag primært fremstilles af silicium.

Mikrochips findes over alt i elektronisk udstyr – lige fra mobiltelefoner til satellitter. For at der kan blive udviklet bedre microchips i nye materialer, skal vi blive bedre til at forstå deres byggestens virkemåde i stadig finere detaljer.

Signaler styrer kredsløbet
Erhvervspostdoc Henrik Hartmann Henrichsen skal lede et nyt projekt i samarbejde med DTU Nanotech og virksomheden Capres A/S, som laver måleudstyr til udviklere og producenter af microchips. Han skal i projektet implementere og videreudvikle en nyligt opfundet målemetode i virksomhedens udstyr, så at den kan komme til gavn for kunder over hele verden.

- Jeg skal måle præcis hvordan strømmen løber gennem microchip-grundmaterialet. Det er strømmen af elektroner i mikrochippen som gør at den fungerer. Og det er microchippens signaler, der styrer kredsløbet i f.eks. en mobiltelefon, forklarer Henrik Hartmann Henrichsen.

En metrostation i myldretiden
Forskningen fokuserer derudover på, om man kan anvende nye materialer til microchips. Som det er nu, bliver næsten alle microchips fremstillet af silicium, men der er et stort ønske om at finde andre stoffer, der kan produceres microchips af.

Med måleudstyret, som Henrik Hartmann Henrichsen skal udvikle, bliver det nemmere at finde ud af, hvilket stof elektronerne bedst kan bevæge sig i og dermed hvilket stof, der bedst egner sig til at fremstille microchips med.

- Hidtil har man kun kunnet måle, hvor mange elektroner der kommer igennem en microchip, men nu kan vi også måle koncentrationen og hastigheden af dem på en bekvem måde. Man kan sammenligne det med en metrostation. Hvis det er uden for myldretid, kan få mennesker komme hurtigt ud af toget og op ad rulletrappen. Men når det er myldretid skal mange mennesker ud af metroen på en gang og derfor bevæger de sig langsommere. Det er samme koncept med elektroner gennem en mikrochip, og det er det, vi kan måle med det kommende udstyr; hvor mange elektroner kommer igennem og hvor mobile er de, forklarer Henrik Hartmann Henrichsen.

Som et par briller
Måleudstyret kommer til at virke som et par nye briller for udviklere hos alverdens producenter af mikrochips. Udviklerne får et langt bedre billede af de vigtige parametre, som påvirker ydelsen af deres mikrochips. Udstyret vil derfor blive et essentielt værktøj i jagten på nye materialer, som skal bruges i morgendagens elektronik.

Projektets officielle navn er i øvrigt: Mikro Hall effekt målinger til kommerciel brug.

Kilde: Højteknologifonden

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.519