DI-direktør åbnede Automatik 2020
Traditionen tro er det et prominent navn fra dansk erhvervsliv, der åbnede Automatik-messen.
I år havde Lars Sandahl Sørensen, administrerende direktør hos Dansk Industri, taget hvervet på sig.
Inden han fik ordet, bød Georg Sørensen, administrerende direktør for MCH, velkommen.
Det er efterhånden en lige så vigtig tradition, at han pointerer vigtigheden af det fysiske møde. I år var den tradition måske endnu vigtigere, i og med at coronakrisen har spoleret så mange fysiske møder.
Ville i gang i mindre omfang
Faktisk var det længe usikkert, om Automatik-messen overhovedet ville blive til noget. Først da messer i løbet af sommeren blev omfattet af de samme regler, der gælder for storcentre, kunne arrangørerne se et lys for enden af tunnellen.
Mange ville måske stadig foretrække, at Automatik-messen var blevet aflyst, men ikke arrangørerne.
- Vi har sammen valgt, at vi hellere vil i gang i mindre omfang end slet ikke, pointerede Georg Sørensen.
- Det er muligt at skabe sikre rammer om det fysiske møde, som her på Automatik. Det personlige møde må aldrig gå af mode, fortsatte han.
Ros fra Lars Sandahl Sørensen
Herefter tog Lars Sandahl Sørensen ordet, og det blev til en hyldesttale for automatiserings- og automatikbranchen, som han mener står helt centralt i ambitionen om at skabe en stærk industri i Danmark.
Og her var der stor ros fra DI-direktøren.
- Når man kommer rundt på danske virksomheder, undres man over, i hvor store grad man ser automatisering, fortalte Lars Sandahl Sørensen, der fortsatte.
- Jeg ser allerede nu mange virksomheder omstille sig, både i deres produktportefølje og måden de arbejder på.
Vi skal være knaldhamrende stolte
Derudover pointerede han, at automationsprodukter i sig selv også udgør lidt af et eventyr for danske producenter.
- At vi så også er et af de steder på kloden, hvor vi er bedst til at finde på automatisering, skal vi være knaldhamrende stolte af, sagde DI-direktøren.
Han gik endda så langt som at udnævne robotter til både menneskehedens og virksomhedernes bedste ven.
Dog skal vi være opmærksomme på, at de komplekse produkter også bliver udnyttet, og netop der kommer messen ind i billedet. For det drejer sig nemlig ikke kun om at udvikle avancerede produkter, men også om at få dem implementeret i produktioner og i dagligdagen.
- Evnen til hele tiden at udnytte de muligheder, der findes, hjælpe vores kolleger til at bruge det, er en vigtig del af agendaen, sagde Lars Sandahl Sørensen.