23948sdkhjf

Elektronik-virksomhed vokser : -Det er svært at sige, om man taber penge på at være et godt menneske

Electronic Supply fanger daglig leder og partner i HP Elektronikmontage, Michael Ravn, på telefonen til en snak om deres blomstrende økonomi lige efter, han er kommet ud af et møde med jobcenteret. Det handlede om arbejdsprøvning; noget virksomheden har prioriteret mere de senere år.  

- Vi har minimum én men gerne to i arbejdsprøvning, som er skridtet lige inden fleksjob. Det er folk, der har noget, de slås med, hvor de ikke kan være på en almindelig arbejdsplads. 

- Nogle sidder i hjørnet i begyndelsen og kan ikke kigge folk i øjnene. Så gør vi vores kunder opmærksomme på, at her er der nogen, der ikke lige har brug for, at man laver jokes f. eks. De kan efter en periode blive så gode, at de kan blive tilkendt fleksjob. Vi har succes med og rygte for at hjælpe folk godt videre, siger Michael Ravn.  

Men er det ikke noget, I taber penge på? 

- Det er svært at sige, om man taber penge på at være et godt menneske. Der er så mange mennesker, der er ramt af angst og ikke ved, hvad de skal gøre af dem selv. Det er det, der kaldes et socialt ansvar. De skal boostes i at få et selvværd. Og så har vi jo kunder, der fortæller vidt og bredt om det her, og det kan da være, det giver lidt, men det er ikke det, det handler om, siger han. 

Og kunder er der masser af. Ifølge Michael Ravn har de altid “et væld af kunder” på besøg i det, han kalder banegården, og han tæller omkring 80 kunder i alt. Noget han tror hænger sammen med deres attitude.

- Jeg tror, vi gør en forskel ved at have den ja-hat på, som vi har. Ved at være positiv i stedet for at være en sur gammel mand. Vi kan ikke stave til nej, og det er det, der gennemsyrer virksomheden. Vi har et ekstremt højt serviceniveau og nogle meget dedikerede kunder, siger den daglige leder og uddyber:

- Det hjælper os selvfølgelig, at der er ikke så mange i Danmark tilbage, der kan løfte den type opgave, vi udfører. Og selv vores kollegaer i branchen kontakter os og har brug for hjælp. Så vi er glade, fordi vi ved, vi også gør en forskel for dem. 

HP Elektronikmontage har haft en vækst i både bruttofortjeneste og årsresultat - sidstnævnte en vækst på over 100 pct. Bruttofortjenesten er gået fra 10 mio. kr. til 11,6 i 2018/2019. Årsresultatet fra 562.000 kr. til 1,3 mio.

- Vi fik nyt produktionsudstyr i sidste regnskabsår, så der går lige 9-12 mdr. med at få det på plads. Men alt er godt, så det er vi jo glade for. 

Michael Ravn slår fast, at det ikke er meningen, at virksomheden skal have en vækstplan og vokse sig stor og mægtig. Pengene skal bruges på mere produktionsudstyr og kan de få det, er han tilfreds.

- Vi vil gerne have en selektiv lodder, en montagelinje mere og noget trænger til modernisering. 

Hvad skal der ellers ske fremover?

- Det er måske håbløst, at vi ikke har en forkromet fem-års plan med 25 pct. vækst pr. år. Det er bare ikke det, vi skal. Vi skal forblive den elektronikvirksomhed, der har kompetencerne og evnerne til at sige ja til de små og finurlige opgaver. 

- Jeg synes det er en fin, lille butik, som gør det godt. Og længere er den historie ikke.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.145