Robotterne kommer - men alt for ofte ikke så langt
Robotter rimer på teknologi - men de bør rime på meget mere. Det er en af konklusionerne i et netop afsluttet EU-projekt, hvor robotter er blevet studeret med metoder, der traditionelt har været forbeholdt mennesker. Det er nemlig de antropologiske og etnografiske briller, der har været med til at kaste et kritisk blik på udviklingen af robotteknologier.
REELER (Responsible Ethical Learning With Robotics) er titlen på projektet, der er en del af EU's forsknings- og innovationsprogram Horizion 2020.
- EU har investeret meget i udvikling af robotteknologi, men har ikke investeret så meget i, hvordan brugerne - vi almindelige mennesker - bliver inkluderet i processen. Og det er netop det, vi har undersøgt i REELER-projektet, fortæller Cathrine Hasse, der er professor i fremtidsteknologi og læring på DPU, Aarhus Universitet.
Cathrine Hasse er også koordinator for projektet, der er et internationalt samarbejde på tværs af mange forskellige professioner.
Hun peger på, at teknologi udviklet for offentlige midler bør have et stort fokus på både etik og anvendelighed for almindelige mennesker. Det er et problem, hvis pengene fra EU's kasse støtter en udvikling, som ikke gavner det fælles gode i sidste ende.
- Det er også et problem for dem, der laver robotterne, at de ikke får tænkt brugerne med på en ordentlig måde. Det betyder, at deres dyre projekter løber ud i sandet, simpelthen fordi de ikke har tænkt over omgivelserne, og hvordan mennesker egentlig agerer med hinanden i en social kontekst.
Teknisk perfekt - men virker ikke
Et klassisk eksempel på teknologi, der er udviklet mere smart på papiret end i virkeligheden, er eksoskeletter, som er en slags udvendige skeletter og henter sit navn fra bløddyr som rejer eller krebs, der har en hård skal. Som teknologi kan eksoskeletter for eksempel være et robotben eller en robotarm.
- Der bliver investeret rigtig meget i at udvikle eksoskeletter til patienter, som skal genoptrænes efter et slagtilfælde. Og mens udviklerne arbejder på at få dem teknisk perfekte, overser de ofte, at patienterne ikke selv kan tage disse eksoskeletter på. Det vil sige, at der er en social kontekst rundt om patienten, som bliver overset, men som er helt nødvendig for at få robotten til at virke, forklarer Cathrine Hasse.
Det nytter selvfølgelig ikke meget, at man skaber teknologi, der giver brugeren mulighed for at genoptræne mere selvstændigt, hvis brugen af teknologien forudsætter en hjælp. Og Cathrine Hasse peger på, at samme type problematik går igen på en række andre områder end sundhedsvæsenet.
- Det gælder også for robotter, der arbejder på byggepladser, i landbruget og på skoler. Problemet er, at udviklerne glemmer at se på, hvad man skal lære om de sociale og materielle kontekster, som robotter skal ud og virke i.
Forskning skal forebygge pengespild
Når REELER-projektet holder sin afsluttende konference og webinar onsdag den 11. december 2019 på DPU, Aarhus Universitet, er titlen "Perspectives on Robots. A Reality Check of Imagined Futures".
- Projektet har også involveret økonomer, som fortæller, at der er en succesrate på lige knap 20 pct. Det vil sige, at af alle de her ny innovationer, man sætter i gang, strander omkring 80 pct. Det er mange af de mange milliarder, der bliver givet på europæisk plan, der viser sig på mange måder at være spildt, siger Cathrine Hasse, der håber, at REELER's resultater kan være med til at sikre en mere ansvarlig robotudvikling i fremtiden.
- Det handler blandt andet om at tage højde for, at mennesker ønsker et meningsfuldt liv og ikke ønsker at blive forandret for meget af robotterne. Hvis man presser for meget på, sker det, som vi har set mange gange før: Robotterne ender med stå i et hjørne og samle støv, siger Cathrine Hasse og pointerer, at teknologien i sig selv ikke kan løse nogle problemer.
- Det hele handler om menneske-maskine-relationen. Og for at stille de to over for hinanden er der brug for længere tids læreprocesser. Vi tror på, man kan komme rigtig langt med det fokus - og både tjene penge på nye "dimser" og spare penge ved at undgå de fejl, man har begået i fortiden.
Der er brug for en uddannelse i menneske-robot-mødet
En af anbefalingerne fra REELER-pojektet er, at der bliver skabt en ny uddannelsesretning.
For selv om der er brug for en udvikling af de tekniske uddannelser som for eksempel ingeniøruddannelsen, som sigter mod at give mere etisk forståelse og indblik i menneskers hverdagsliv, kan man ikke lægge alle opgaver over på ingeniørerne.
- Vi foreslår en helt ny profession, som vi kalder "Alignment Experts". Det skal være folk, som har en kerneekspertise i at få mennesker til at snakke sammen på tværs af praksismiljøer og teknologiudviklingsmiljøer. Det er en uddannelsestype, der har været på vej mange steder, men i det her tilfælde er det først og fremmest med vægt på en etnografisk forståelse og en antropologisk tilgang. Det handler om at forstå de menneskelige processer i praksis gennem mere langvarige feltarbejder og en mere dyb forståelse af folks hverdagsliv, som skal kobles med en forståelse af det teknologiske og det økonomiske.
