23948sdkhjf

Forskningsreserve giver 1,5 milliard til grøn forskning

1925 millioner kroner. Så mange penge er Folketingets partier blevet enige om at fordele i forskningsreserven for 2020.

Cirka 1,5 milliarder kroner går til grøn forskning.

- Vi sætter en ny grøn retning for udviklingen af Danmark med den her aftale, siger uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) i en pressemeddelelse.

- Forskningen er helt afgørende for at nå vores ambitiøse mål for den grønne omstilling, derfor giver vi den grønne forskning et markant løft.

- Så vi kan udvikle et mere klimavenligt landbrug, så vi kan rejse med en mindre belastning af kloden, og så vi kan få endnu mere grøn energi. Og vi sætter penge af til pilotprojekter inden for bæredygtig arkitektur og design, siger hun.

Ministeren tilføjer, at de grønne forskningsmilliarder både skal gå til at udvikle nye idéer og mere færdige løsninger, som hurtigt kan gennemføres.

De Radikales forskningsordfører, Stinus Lindgreen, siger:

- Vi er særligt glade for den markante styrkelse af den frie forskning, initiativet til at sikre bedre kønsfordeling indenfor forskningsverdenen, og fokus på formidling af, hvorfor forskning er så vigtigt – både generelt og specifikt for den grønne omstilling.

Hos Venstre er forskningsordfører Ulla Tørnæs tilfreds med, at der bliver penge til forskning, som kan komme landbruget til gode.

- Forskning i landbrugets bidrag til den grønne omstilling er en hovedprioritet for Venstre. Fødevaresektoren er en dansk styrkeposition, der årligt eksporterer for milliarder.

- Derfor skal vi satse på bæredygtig fødevareproduktion og landbruget som grøn energileverandør, siger hun.

Interesseorganisationen Landbrug & Fødevarer er også glad for, at der kommer flere penge til forskning.

Organisationen, der tidligere har modtaget kritik for eksempelvis udledning af kvælstof og for at underdrive erhvervets klimaaftryk, har sat sig et mål om at være klimaneutral i 2050.

- Vi glæder os over, at nogle af midlerne er særligt prioriteret til grøn omstilling i landbruget. Det mener vi er helt nødvendigt for at nå målene, skriver områdedirektør i Landbrug & Fødevarer Anders Martin Klöcker i en meddelelse.

/ritzau

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093