23948sdkhjf

DI: Nyt vækstteam skal bringe Danmark i front på healthtech

Danmark skal ride allerforrest på den digitaliseringsbølge, der i disse år ruller ind over sundhedsområdet – til gavn for sundhedsvæsenet, industrien og ikke mindst borgerne. Det mener Dansk Industri, som repræsenterer mange af virksomhederne i den danske life science-industri.

- Fremtidens sundhedsvæsen er i høj grad også teknologidrevet. Og hvis den anvendte teknologi skal være dansk, skal vi rykke nu. Vi skal – også i fremtiden – kunne tilbyde danskerne digitale behandlingsløsninger, som er udviklet med udgangspunkt i deres behov, via adgang til stærke sundhedsdata og med et globalt udsyn, så løsningerne også kan komme folk til gavn i resten af verden, siger administrerende direktør Lars Sandahl Sørensen, DI. Han understreger, at nye smarte løsninger samtidig vil kunne frigive tid og ressourcer hos sundhedspersonalet til kerneopgaverne.

Derfor foreslår DI, at regeringen nedsætter et vækstteam for healthtech og kunstig intelligens. Hvis Danmark skal være verdens førende healthtech-nation, kræver det et vedvarende fokus på at styrke innovationen og se mulighederne inden for nye teknologier og digitalisering.

Unik mulighed for dansk styrkeposition 

- Et vækstteam vil kunne være med til at sikre større fremdrift i brugen af data og kunstig intelligens i sundhedsvæsenet i Danmark. Samtidig vil det kunne bidrage til at skabe attraktive muligheder for sammen at udvikle nye sundhedsteknologiske løsninger i Danmark i et tæt samarbejde mellem sundhedsvæsenet, sundhedsindustrien, uddannelsesinstitutioner og startups. Et tæt samarbejde vil give endnu bedre danske løsninger, som vi kan udbrede til hele verden, siger DI-direktøren.

- Med en life science- og digital industri ud over det sædvanlige, en digitaliseringsparat befolkning og nogle af verdens bedste forudsætninger for at tiltrække nye startups, har vi en unik mulighed for at cementere en ny styrkeposition for Danmark inden for healthtech. Den mulighed skal vi gribe, siger Lars Sandahl Sørensen.

I samme ånd lancerede DI og Danske Regioner tidligere på året satsningen HEALTHTECH:DK, som blandt andet skal udpege sundhedsvæsenets centrale udfordringer, så startups og private virksomheder bedre kan byde ind med de løsninger, der er efterspørgsel på.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094