23948sdkhjf

Skov vejrer vækst på varme asiatiske kyllinger

Glyngøre-virksomheden kan notere sig en solid vækst i eksporten af ventilationssystemer til landbruget, og særligt på det asiatiske marked er der udsigt til, at et stigende kødforbrug vil klinge i den vestjyske kasse. Det skriver Børsen tirsdag.

Ifølge en beregning fra hollandske Rabobank, vil forbruget af fjerkræ på verdensplan vokse 65 procent over de næste tyve år. I Asien stiller det store krav til en landbrugssektor, der har svært ved at følge med den stigende efterspørgsel, og det er her, Skov kommer ind i billedet. Dels har koncernen godt gang i salget af ventilationsanlæg til de thailandske landmænd, dels tilbyder Skov rådgivning og service, der kan hjælpe til, at udbyttet øges i produktionen.

Ifølge Søren Lundby, chef for Skovs aktiviteter i Sydøstasien, handler det blandt andet om noget så lavpraktisk som, at kyllinger mister appetitten under for varme forhold, og med en udetemperatur på omtrent 34 grader kan det derfor være svært at nå den rette slagtevægt i rette tid. Når cirka to tredjedele af kyllingefarmene er mere eller mindre åbne staldbygninger, er der ifølge Søren Lundby nogle lavthængende frugter at gå efter, da man med bare et par sider og gavle på staldbygningen kan skabe et markant bedre indeklima.

Service spiller større rolle

- En lukket bygning er forudsætningen for, at vores ventilationsanlæg kan virke, og så beskytter man også de mange tusinde kyllinger mod luftbårne sygdomme som fugleinfluenza. Men nok så vigtigt er det, at vi også kan hjælpe de thailandske fjerkræproducenter med at indsamle og samkøre data omkring foder, vægt og temperatur. Ud fra den information kan farmerne optimere produktionen og altså udnytte kyllingernes fulde vækstpotentiale, fortæller han til Børsen.

Det er 15 år siden, Skov etablerede sig i Thailand, og herfra har koncernen fået fodfæste i regionen, der også rummer andre store vækstlande i form af Kina, Indonesien og Filippinerne. Thailand eksporterer fjerkræ til hele regionen, men ifølge Søren Lundby bliver næsten alt kyllingefoder importeret til landet, og det betyder, at omkring 90 procent af producenternes udgifter går til det dyre foder. Derfor er det afgørende, at kyllingerne får den rette mængde foder, og det betyder, at Skovs servicefolk og rådgivere spiller en stadig større rolle. Det er dog stadig ventilationssystemerne, der er virksomhedens hovedindtægtskilde på det asiatiske marked, fortæller Søren Lundby til avisen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11