23948sdkhjf

Dronefirma på jagt efter 52 millioner kroner

I går viste dronefirmaet Lorenz Technology sin drone frem på den internationale dronedag i HCA Airport på Fyn.

I dag går selskabet på jagt efter en ny investor og 52 millioner kroner.

Det skriver Fyens.dk.

Det er i forbindelse med afholdelsen af Odense Investor Summit i Odense Congress Center at salgsdirektør hos Lorenz Technology Søren Land får syv minutter til at pitche selskabets droneteknologi og de muligheder, der ligger heri, over for mulige investorer.

- Vi skal bruge pengene til at skalere vores forretning, det handler både om vores tekniske udviklingsarbejde, kunstig intelligens og vores salg, som skal bredes ud i Europa. Vi har allerede partnere i Tyskland og er i dialog med partnere i Spanien og Sydamerika, siger Søren Land om baggrunden for investorjagten.

Lorenz Technology har udviklet en teknologi, der blandt andet gør sikkerhedsselskabet 4GS i stand til at indsætte en drone, når en vagt går en runde på et givent område. På den måde kan overvågningen foretages hurtigere og grundigere, da dronen giver et bedre overblik over eksempelvis en stor havneterminal.

Lorenz Technology arbejder også sammen med DFDS. Her implementeres kunstig intelligens i dronerne så de bedre kan skabe overblik over containere. 

Engle og Odense Investor Summit
Odense investor Summit foregår i dag i Odense Congress Center og afholdes i forbindelse med eventet Business Angels, der bringer private investorer og tech-startups sammen.

Mens Business Angels overvejende tiltrækker danske virksomheder, investorer og start-ups, så tiltrækker Odense Investor Summit investorer fra hele verden.

- Vi har haft stor succes med at tiltrække investorer til virksomhederne i Robotklyngen i Odense. Siden 2015 er der investeret over 5,5 mia. kr. hvoraf 98% kom fra private investorer! Private investorer er fortsat den væsentligste kilde til tilførsel af kapital og viden i iværksættervirksomhederne tidlige stadier. Derfor ser vi stor synergi i at afholde de to arrangementer i forlængelse af hinanden i Odense, siger Michael Hansen fra Invest in Odense.

Angel Investor Meetup afholdes af de store Business Angels netværk DanBAN, Keystones og Business Angels SYD og bliver støttet af Danske Bank, Vækstfonden, Deloitte og advokathuset Mazanti-Andersen Korsø Jensen.

Kilde: Invest in Odense

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095