Robotbrødre sender soldrevet ukrudtsbekæmper på markerne
Gennem flere år har brødrene Jens og Kristian Warming udviklet en robot til såning og sprøjtefri ukrudtsbekæmpelse i økologiske landbrug, og efter et udviklingsforløb i Odenses robotkuvøse er FarmDroid-robotten nu klar til at erobre de danske og udenlandske marker.
Snart kan det måske være slut med tunge maskiner, sprøjtegift og slidsomt arbejde på de danske roemarker. Markrobotten FarmDroid er den seneste robotopfindelse, som nu ruller ud fra et af Danmarks førende robotmiljøer i Odense. FarmDroid drives med solenergi og ved brug af avanceret navigationsteknologi sår robotten først hvert plantefrø, hvorefter den gennem en plantesæson sørger for at holde roe- og rapsmarker fri for ukrudt uden brug af sprøjtegift og manuel arbejdskraft.
- Vi har villet udvikle en robot, der kan hjælpe med at skabe mere harmoniske og bæredygtige produktioner i landbruget. Robotten er tilpasset naturlivet og laver hverken skader på jord eller grundvand, siger Kristian Warming, den ene af de to opfindere og direktør i FarmDroid, som nu har de første 12 FarmDroid-robotter kørende på økologiske marker rundt i landet.
Odense Robotics StartUp Hub Odense Robotics StartUp Hub er en specialiseret robot-inkubator, hvor lovende iværksættere inden for robot- og automationsteknologi accelererer deres udvikling. Hubben er beliggende i Odense i Teknologisk Instituts 2.000 m² store udviklingshaller, hvor startups er en del af det daglige udviklermiljø med adgang til værksteder, materialer og avanceret udstyr.
Under accellerator-forløbet arbejder hver virksomhed efter indlagte milepæle og får løbende sparring med førende robot- og automatiseringseksperter fra Teknologisk Institut samt professionelle forretningsudviklere fra Odense Robotics. Startups bevarer alle IPO- rettigheder til deres ideer. Hub'en er en af de få europæiske inkubatorer, der fokuserer specifikt på hardware-opstart. Iværksætterene søger om optagelse, og udvælges af et professionelt advisory board. |
De to brødre og maskinmestre blev for knap et år siden udvalgt til et udviklingsforløb skræddersyet til robotiværksættere, hvor virksomhedens koncept er blevet videreudviklet og tryk-prøvet af teknologi- og forretningseksperter. Det har betydet, at FarmDroid nu er klar til at gå på markedet med deres mark-robot.
- Vi føler os enormt privilegerede over, at vi fik plads i Odenses robothub. Vi har fået adgang til viden og et netværk, som har været meget værdifuldt for os. Vi kom som teknikere, og i dag står vi med et professionelt set up – med bestyrelse, investor og en klar forretningsplan. Derudover er vi klar til produktion, salg og markedsføring, siger Kristian Warming.
Robot-ikon og landbrugsekspert spår stort potentiale
Blandt eksperter i landbruget og i det odenseanske robotmiljø har man da også hurtigt set potentialet i FarmDroid og den revolution, som den nye letvægtsrobot kan skabe. Medstifter af milliardsuccesen Universal Robots, Esben Østergård, er gået ind i FarmDroid som investor og hos SEGES under Landbrug & Fødevarer holder chefkonsulent Sven Hermansen skarpt øje med FarmDroid.
- Små, lette autonome robotter er en interessant løsning. Ukrudtsbekæmpelse er en af de største udfordringer ved økologisk landbrugsdrift, og her er en løsning, som arbejder med stor præcision, fordi den på enkeltplanteniveau kender plantens placering. Robotten giver store besparelser på de lønninger, der normalt skal bruges på de mere specielle afgrøder. Der er samtidig tale om en ny tilgang, hvor vi taler om letvægtslandbrug. Det er ikke tunge maskiner, som ødelægger jordens struktur. Jeg ser masser af potentiale i FarmDroid, siger Sven Hermansen.