23948sdkhjf

AU åbner eksperimentel hub for ingeniørforskning

Den 3. maj 2019 slår Institut for Ingeniørvidenskab, Aarhus Universitet, officielt dørene op til den nye 2.100 kvadratmeter store forskningsfacilitet Deep Tech Experimental Hub.

Forskningshubben bliver et af omdrejningspunkterne for den vigtige eksperimentelle forskning på instituttet, som udføres i tæt samarbejde med nogle af landets fremmeste teknologiske virksomheder.

Samtidig er faciliteten et kritisk element i opbygningen af de forskningsbaserede, ingeniørvidenskabelige uddannelser, som er et strategisk fokus for Aarhus Universitet.

- Ingeniører er frontløberne i den teknologiske revolution, og det er ingeniørvidenskab, der kan løse nogle af de kolossale udfordringer, verdenssamfundet står over for. Derfor er det vigtigt, at vi her på Aarhus Universitet er med helt fremme i den eksperimentelle tekniske forskning, hvis vi skal sikre det af samfundet udtalte behov for næste generations dygtige danske ingeniører inden for deep tech, siger institutleder Thomas Toftegaard, Institut for Ingeniørvidenskab.

Den nye forskningshub vil blandt andet indeholde et af de største indendørs dronebure i Danmark, makerspace for ingeniører, et klimakammer til forskning i indeklima, eksperimentelle vindtunnel-laboratorier, flere forskellige robot-faciliteter og en lang række andre laboratorier og værksteder til forskning inden for bl.a. smart tech, metamaterialer, byggeri og infrastruktur.

- Ingeniørvidenskab er et stort satsningsområde for universitetet, og vi er derfor meget ambitiøse med at tiltrække forskere og skabe forskningsfaciliteter i absolut verdensklasse. Samtidig åbner vi op for flere civilingeniøruddannelser. Det er alt sammen led i en overordnet strategi, der skal være med til at sikre, at vi som universitet kan sikre danske virksomheders innovations- og konkurrenceevne i fremtiden, siger Thomas Toftegaard.

Deep Tech Experimental Hub slår dørene op i Skejby i Århus Nord den 3. maj kl. 13.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.099