23948sdkhjf

Bluetown-direktør har ro i maven: Kolind bakker op

Trods lavvande i likviderne er direktør Peter Ib og storinvestor Lars Kolind ikke i tvivl om, at Bluetown kan blive en særdeles rentabel forretning

- Jeg har fuldstændig ro i maven og tvivler ikke et øjeblik på, at vi nok skal nå i mål med de nødvendige investeringer.

Så klar er meldingen fra Bluetown-direktør, Peter Ib, efter Børsen i sidste uge kunne fortælle, at der var lavvande i selskabets pengekasse.

Bluetown har de seneste seks år arbejdet på at bringe verdens fattigste online. Det sker via wifi-basestationer, der drevet af solenergi kan lave hotspots i selv de mest afsidesliggende landsbyer. Det kan lyde som filantropi, men det er det langt fra, slår Peter Ib fast.

- Vi har skabt en løsning på ryggen af FN’s verdensmål, som kan gøre en enorm forskel for enormt mange mennesker, og det giver selvfølgelig en god fornemmelse i maven, men først og fremmest kan det blive en rigtig god forretning, fortæller han.

Positive slutbrugere og stærke partnerskaber

Hvis den gode forretning skal løbe rundt, kræver det i sagens natur betalende kunder, og det kan være en udfordring, når ens slutbrugere er blandt verdens fattigste. Ifølge Peter Ib er det imidlertid ikke noget, der skaber dybe panderynker hos Bluetown.

- Det, vi har brug for, er en indtægt på 100 dollar pr mast om måneden, og i de landsbyer, vi indtil videre har undersøgt, er indbyggerne faktisk meget villige til at bruge mellem en og to dollars månedligt på at være connectet, forklarer han.

Slutbrugerbetaling er dog ikke den eneste forretningsmodel, Bluetown arbejder med. På længere sigt forventes distribution af indhold så som e-learning, sundhedsoplysning og underholdning at blive den største indtægtskilde, og de seneste seks år er også blevet brugt på at danne partnerskaber, blandt andet med nogle af de helt tunge spillere som Microsoft og satellitoperatøren SES. Ifølge Peter Ib styrker det virksomhedens fundament

- De store spillere på feltet har tit en masse penge og en masse strategi og ambitioner, men når det kommer til udførelsen, vil de gerne arbejde sammen med nogle, der har haft hænderne mere i det; sådan nogle som os, og det giver os et virkelig solidt grundlag, fortæller han.

Stor omsætning kræver store investeringer

Peter Ib lægger ikke skjul på, at det har taget tid og krævet mange penge at skyde Bluetown i gang. I løbet af de seneste seks år, har virksomheden rejst – og investeret – 157 millioner, der er gået til gået til produktudvikling, markedsudvikling samt opsætning af wifi-master i blandt andet Indien, Mellemøsten og Afrika. Nu er der brug for yderligere investeringer, og selvom det har trukket ud, er direktøren ikke bekymret.

- Vi er i gang med en større kapitalrejsning, og de første 10 millioner dollars er allerede sikret, så jeg er ikke i tvivl om, at vi nok skal få det sidste på plads, slår han fast.

Virksomheden, der kom ud af 2018 med et underskud på 46 millioner og en negativ egenkapital på knapt 38 millioner, regner med at lave overskud på den indiske del af forretningen allerede i år, mens det globale break-even forventes i 2022. Virksomheden forventer desuden at stå med en stærk, positiv egenkapital på den anden side af kapitalrejsningen.

- Det har taget tid at trække kapitalen ind, også fordi vi går efter store penge, og det betyder komplicerede forhandlinger, men sådan er det; før vi har fået de store investeringer, kan vi ikke trække den store omsætning, fortæller Peter Ib.

Kolind er stadig med

Og direktøren er ikke den eneste, der fortsat tror på potentialet i Bluetown. Også storinvestor Lars Kolind er overbevist om, at virksomhedens wifi-løsning kan skabe stor gevinst for både brugere og investorer.

- Jeg tror ikke, at nogen kan være i tvivl om at bredbåndsnet til fattige og isolerede familier er en af de stærkeste drivkræfter for udvikling i forhold til FN’s verdensmål. Men at det også kan blive en rigtig god forretning, overrasker mange. Bluetown har både den teknologi der skal til, og kapaciteten til at rulle den ud - og derfor investerer jeg fortsat i Bluetown, skriver Lars Kolind i en mail til Electronic Supply.

I videoen nedenfor forklarer Lars Kolind, hvorfor han fortsat har intentioner om at investere i Bluetown.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094